Autobranche vil have ny skrotpulje

Autobranchen Danmark ser gerne, at vi får en permanent ordning til at fjerne ældre dieselbiler fra vejene

Dieselbiler uden partikelfilter forurener mere, og derfor giver det størst miljøgevinst at få dem fjernet fra vejene, mener Autobranchen Danmark. Foto: Jens Dresling
Dieselbiler uden partikelfilter forurener mere, og derfor giver det størst miljøgevinst at få dem fjernet fra vejene, mener Autobranchen Danmark. Foto: Jens Dresling

Som Ekstra Bladet tidligere har fortalt, har det for ejere af ældre dieselbiler i to uger fra 24. februar været muligt at få 5000 kroner i skrotpræmie for at lade dieselbilen pensionere mod de normale 2200 kroner, som præmien ligger på.

Men puljen på samlet 26 millioner kroner blev hurtigt brugt, og nu råder Autobranchen Danmark til, at ordningen gøres permanent for at få flere ældre dieselbiler væk fra de danske veje.

Det oplyser Autobranchen Danmark i en pressemeddelelse.

- En højere skrotpræmie bør gøres permanent, og der bør hurtigst muligt åbnes for en ny pulje. En grøn omstilling af vores bilpark er mest effektiv, hvis der er gevinster i begge ender for forbrugerne. Både når de køber bilerne, men også når forbrugerne vil af med de mest miljøskadelige, siger Gitte Seeberg, administrerende direktør i Autobranchen Danmark.

Se også: Nu er det slut: BMW lægger øko-sportsvogn i graven

Den nye skrotpulje på 26 millioner kroner blev åbnet 24. februar 2020 og var allerede opbrugt 11. marts. Det betyder, at 9000 gamle og forurenende dieselbiler, som er produceret før år 2006, er fjernet fra de danske veje.

Mange biler endnu
Som nævnt var det kun ejere af dieselbiler ældre end fra 2006, som kunne få den forhøjede skrotpræmie.

Nu er der så 9000 færre af dem på vejene, men tal fra bilstatistik.dk, der samler alle tal over den danske bilpark, viser, at der stadig findes mindst 140.000 dieselbiler, som er indregistreret før 2006 i Danmark.

- Der er lang vej igen for at fjerne de mest sundhedsskadelige biler fra de danske veje, og derfor har vi brug for en permanent ordning til at fjerne gamle og udtjente dieselbiler så effektivt som muligt, siger Gitte Seeberg.

Dieselbiler fra efter 1. januar 2011 er omfattet af den såkaldte Euro 5-norm og er derfor fra fabrikken udstyret med partikelfilter (DPF).

Et partikelfilter reducerer antallet af sodpartikler fra motoren. Uanset type af filter, mindsker et partikelfilter udledningen af sodpartikler med 95 procent.

Netop derfor mener Autobranchen Danmark også, at dieselbiler fra før 2011 burde væk fra vejene.

- I det store perspektiv opnår vi den største miljøgevinst ved at få fjernet dieselbiler fra før 2011. Derfor bør puljen udvides, så staten også giver en økonomisk gevinst for at få de biler væk fra vejene, siger Gitte Seeberg.

Se også: Kan ikke lade elbiler: - Det er et stort problem

24 kommentarer
Vis kommentarer