Bastarden fra Stuttgart: Ny SUV får hybridbiler til at se gammeldags ud

Mercedes har netop lanceret en særlig F-Cell udgave af sin GLC firehjulstrækker til dem, der ikke kan få nok at alternative drivmidler

Det ligner en ganske almindelig Mercedes GLC, men under huden gemmer bilen på både brintteknologi og batteripakke. Foto: Daimler
Det ligner en ganske almindelig Mercedes GLC, men under huden gemmer bilen på både brintteknologi og batteripakke. Foto: Daimler

Hvorfor nøjes med én type 'grøn' brændstof, når man kan få to?

Det synes at være logikken bag den nye Mercedes-Benz GLC F-Cell firehjulstrækker, som den tyske bilkoncern netop har lanceret. Med bilen ser producenten nemlig ud til at have skabt sin egen niche indenfor den populære og voksende gruppe af hybridbiler.

Bilen nøjes ikke med at lade en elmotor supplere den traditionelle forbrændingsmotor og gøre det muligt at køre en snes kilometer på ren strøm, sådan som det er tilfældet i en almindelig hybridbil. Nej, Mercedes har i samme ombæring byttet den gamle dieselhakker ud med en motor, der kører på brint.

Hård modstand
Tanken er, at man på den måde får lidt fra begge verdener: Elmotoren giver ekstra rækkevidde, mens brintbilen er hurtig at tanke - hvis man altså kan finde en tankstation (der er i skrivende stund kun 10 stationer i Danmark mod over 2000 almindelige tankstationer).

Ifølge Mercedes kan bilen klare 430 kilometer på brint og yderligere 50 på ren el. Begge dele er dog målt efter den forældede NEDC-metode, og de reelle tal må derfor forventes at ligge noget lavere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Daimler
Foto: Daimler

Foto: Daimler
Foto: Daimler

Systemets kompleksitet taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt, at bilen ikke umiddelbart formår at overgå rækkevidden hos sin koreanske konkurrent Hyundai Nexo.

Denne er på vej med en teoretisk rækkevidde på 666 kilometer efter NEDC-målemetoden - vel at mærke på brint alene.

Se også: Britisk elbil kåret til Årets Bil i Tyskland

Kan kun lejes
I det lys er det nærliggende at spørge, hvorfor Mercedes-Benz ikke har pillet batteripakken ud og gjort plads til en større brinttank. Men det tyske system slår dog koreaneren på hestekræfter - tyskeren leverer 211 mod 163 hk i Nexo.

Hybridbilen er også i stand til selv at lade sit batteri op ved hjælp af brintmotoren. Det betyder, at man hurtigere kan genoprette bilens elektriske kræfter ved hjælp af brinttankning, end det normalt er tilfældet med traditionel opladning.

GLC F-Cell har et specielt køreprogram dedikeret til dette trick, kaldet 'Charge'. Dertil kommer programmerne 'Battery', 'F-Cell' og Hybrid, der som navnene antyder gør bilen i stand til at køre på henholdsvis ren el, ren brint og en blanding af de to.

Hvornår vi ser bilen på danske veje er uvist. I første omgang vil Mercedes kun tilbyde den til statslige organisationer og større selskaber i tyske byer, der har brinttankstationer. Til foråret åbner man dog op for at almindelige tyskere kan komme bag rattet, men de vil ikke kunne købe bilen.

Den vil udelukkende kunne lejes, og prisen er endnu ikke offentliggjort.

Se også: Findes selvkørende biler? 7 ud af 10 kender ikke svaret

15 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere