Bestillinger på 'eventyrbil' strømmer ind

Selvom hverken bilen eller autocamperudstyret er færdigudviklet, vælter forudbestillingerne ind

Trods det meget diskuterede design, går Teslas Cybertruck som varmt brød. Arkivfoto: Tesla
Trods det meget diskuterede design, går Teslas Cybertruck som varmt brød. Arkivfoto: Tesla

Tesla løftede forrige år sløret for deres Cybertruck, som er elbilgigantens fortolkning af en pickup truck. Det amerikanske techfirma Stream It har dertil udviklet et tilbehør, som kan forvandle Cybertruck-ladet til en autocamper.

Gadgeten, ved navn CyberLandr, har indbygget bad, køkken og soveplads, som omdanner Teslas personbil til et kørende hjem.

Til trods for, at ingen kunder har fået lov at prøvekøre trucken endnu, og campertilkøbet ikke engang er færdigudviklet, har det ikke holdt ivrige Tesla-fans tilbage fra at kaste penge efter både Cybertruck og CyberLandr.

Det skriver Carbuzz.

- Vi tror, at entusiasmen er et direkte resultat af, at folk har en masse forestillinger om, hvordan denne nye eventyrbil kan forbedre deres liv, siger Bill French, Stream Its medejer, til Carbuzz.

Mens Tesla kan bryste sig af mere end 600.000 forudbestillinger på deres Cybertruck, har ihærdige kunder spenderet mere end 300 millioner kroner på CyberLandr tilbehøret.

Ingen Tesla-camping til europæerne
Trods futuristiske features, har Cybertruck fået en del høvl for sit specielle udseende, som til forveksling ligner en dansk bil fra 80’erne. En sammenligning, som nok ikke holder Elon Musk vågen om natten af bekymring, da hverken sci-fi bilen eller det smarte gadget har kurs mod Danmark.

Milliardæren måtte nemlig sidste år skuffe europæiske Tesla-entusiaster med beskeden om, at den hypede truck ikke vil være tilgængelig på det europæiske markedet. Når de første Cybertrucks ruller ud på vejene senere i år, må det derfor blive med europæerne som tilskuere.