Ældre elbiler og service: Det skal du vide

Der kører allerede mange halvgamle elbiler på gaderne. En lang række værksteder har opgraderet og er klar til at reparere dem

Herhjemme begynder nye biler typisk at sive til de frie værksteder efter et par år. Det sker også med elbilerne, og en kæde som Automester er klar til at tage imod dem. Foto: Automester
Herhjemme begynder nye biler typisk at sive til de frie værksteder efter et par år. Det sker også med elbilerne, og en kæde som Automester er klar til at tage imod dem. Foto: Automester

Selvom der nu sælges et stort antal helt nye og højteknologiske elbiler, kører der mange tusinde ældre elbiler på de danske veje som f. eks. Nissan Leaf, Renault Zoe, BMW i3, VW e-Golf og e-Up med op til omkring en halv snes år på bagen.

Mange af de helt ældre elbiler kan typisk erhverves for 50.000-150.000 kr., og de har nået en alder, hvor ejerne normalt for længst er begyndt at sive fra mærkeværkstederne. Her er der inden for de seneste år kommet mere klare alternativer til mærkeværkstederne på banen.

Det gælder bl. a. hos Automester, der forrige år lancerede kædens Automester Plus E-koncept, hvor mekanikerne har specialiseret sig i elbiler og plug-in hybrider, mens værkstedet råder over en ladestander med op til 11 kW og har en elektrisk lånebil. Her er foreløbig 112 ud af 415 Automester-værksteder med i konceptet.

Jan Ankersen, der er kædechef hos Automester, kan mærke, at der er begyndt at ske en udvikling.

- Vi er godt i gang, og vi tager også uddannelserne for at blive skarpe på det her område. Der er en skov derude af biler, som nu er væk fra mærkeværkstederne og søger til os. De begynder nu at dryppe ind på vores værksteder, kan vi se, siger Jan Ankersen.

Det er f. eks. modeller som BMW i3 og VW e-Up, der er kommet ud af forhandlernes servicekontrakt, og nu er på det frie marked.

Der er over den sidste halve snes år kommet mange elbiler ud på de danske veje, som løbende skal holdes ved lige. Foto: Jens Overgaard
Der er over den sidste halve snes år kommet mange elbiler ud på de danske veje, som løbende skal holdes ved lige. Foto: Jens Overgaard
 

Værkstederne er ifølge Jan Ankersen klædt på til at lave alle slags reparationer og ikke kun service.

- Vi har intern teknikeruddannelse med fokus på de biler, der kører i vognparken. Vi har både værktøjerne og sikkerhedspakkerne til at reparere elbilerne. Så vi tilbyder service efter fabrikkens forskrifter på elbilerne, så kunden trygt kan køre videre i dem uden for forhandlernetværket, siger Jan Ankersen.

- En del af det at være el-og hybridværksted hos Automester er, at man har adgang til bildata og support. Så på den led kan vi servicere dem fuldstændig som et fabriksværksted, og kunden bliver ikke dårligere stillet, siger kædechefen.

Han forventer, at det stigende antal elbiler og plug-in hybridbiler på vejene vil give mere efterspørgsel på værkstederne.

- En fordel er, at vi kan rådgive kunden omkring de forskellige mærker. Vi ser jo både BMW i3' en og VW Up'en, hvor VW-værkstedet måske kun ser den ene. Så vi har en del rådgivning inde i billedet, siger Jan Ankersen.

Lone Otto fra FDM er glad for, at der er kommet et modspil til mærkeværkstederne, men gør også opmærksom på, at reperationer udover almindelig vedligeholdelse kan være en udfordring for de frie værkstreder. PR-foto
Lone Otto fra FDM er glad for, at der er kommet et modspil til mærkeværkstederne, men gør også opmærksom på, at reperationer udover almindelig vedligeholdelse kan være en udfordring for de frie værkstreder. PR-foto
 

Men er der nogle ting, som man skal være opmærksom på, hvis man som nybagt ejer af en ældre overkommeligt økonomisk elbil skal holde den i form?

Lone Otto, som er afdelingsleder i teknisk afdeling hos FDM, peger på, at det er positivt for elbilejerne og den frie konkurrence, at der er kommet struktureret modspil til mærkeværkstederne.

Men hun mener også, at der er begrænsninger netop med elbilerne, og man som bilejer skal være mere opmærksom på visse ting.

- Det er utroligt stærkt, at der kommer nogle frie værksteder og kæder, som nu sætter deres kompetencer i system. Helt almindelig vedligeholdelse er jeg helt sikker på, at de frie værksteder kan lave lige så godt som mærkeværkstederne. Men de andre ting skal man spørge ind til, siger Lone Otto.

Her peger hun på elementer som både krav til service af elbilerne og opdateringer af software.

- Mange af de elbiler, som er kommet på markedet de seneste år, har været beta-versioner.

Det betyder, at der løbende er kommet opdateringer af softwaren, og her skal man være sikker på, at værkstederne kan leve op til dette, siger hun.

Det gælder især, hvis der er tale om parallelimporterede elbiler.

De kan nemlig både have andre tekniske specifikationer som manglende varmepumpe eller sædevarme, men også andre softwarekonfigurationer, som måske kræver, at man skal forbi et mærkeværksted for at få klaret dette.

Ældre elbil

Det skal du være opmærksom på, når bilen skal serviceres eller på værksted:

  • Tjek, om bilen har fået - og kan få - alle de seneste relevante softwareopdateringer.

  • Spørg ind til, hvilke reparationer værkstedet kan lave, og hvilke det ikke kan lave.

  • Vær især opmærksom på bagbremserne, som ikke bruges meget, da elbiler ofte regenererer frem for at bremse.

  • Vær sikker på, at serviceeftersyn laves efter forskrifterne - også hvad angår batteriet.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hold øje med bremserne

Cirka hver fjerde af Automester-kædens godt 400 værksteder er et Plus Eværksted, som har specialiseret sig i elbiler. Foto: Automester
Cirka hver fjerde af Automester-kædens godt 400 værksteder er et Plus Eværksted, som har specialiseret sig i elbiler. Foto: Automester
 

Der er nogle helt jordnære ting, du som ejer af en elbil altid skal være opmærksom på, når bilen skal vedligeholdes.

Martin Messer Thomsen, der er talsmand for elbilforeningen FDEL, peger på, at det er vigtigt at få smurt bagbremserne. Da elbiler typisk regenererer frem for at bremse på hjulene, er det netop vigtigt at få tjekket bremseskiver og -klodser. Ellers kan bilen risikere at blive kasseret til syn.

Martin Messer Thomsen betoner også vigtigheden i at spørge værkstedet, om de har de seneste softwareopdateringer. Samtidig skal værkstedet råde over en lader, så man kan tjekke bilens ladefunktion.

Men ikke mindst er det vigtigt at kunne lave service efter fabrikkens forskrifter, især så længe at bilen er inden for garantien.

Garantien er også et springende punkt. Mange elbiler har ekstra lang garanti på batteriet, der løber ud over den almindelige garanti på måske to år.

Hos VW er garantien otte år/160.000 km. på batteriet. Her er ikke specielle krav om, at selve batteriet skal kontrolleres hos mærkeværkstedet, for at garantien fortsat gælder - bare at værkstedet lever op til servicekravene, lyder det fra den danske VW-importør.

Går du og drømmer om at skifte bilen ud, kan du læse med i denne guide til online bilkøb (+).

--------- SPLIT ELEMENT ---------