Aladdins hule i motorviden og gode historier

Køsters Boghandel i Aarhus, som er blandt verdens største motorboghandler med 130.000 bøger, der spænder fra instruktionsbøger over manualer til digre billedværker, skal sælges

Tom Frandsen ved nogle af de historiske bøger i Køsters Boghandel, som er en af verdens største af sin slags og et rent mekka for bilentusiaster. Foto: Jens Overgaard
Tom Frandsen ved nogle af de historiske bøger i Køsters Boghandel, som er en af verdens største af sin slags og et rent mekka for bilentusiaster. Foto: Jens Overgaard

Var det noget med en billedmættet og kilotung opslagsbog om Audi R8, en super-sjælden instruktionsbog til en Cadillac V16 fra 1932, ditto til en mere jordnær Ford Taunus fra 1982, eller måske en reparationshåndbog til en Vespa scooter Model 53 eller sågar til et Supermarine Spitfire jagerfly fra Anden Verdenskrig?

Det hele findes hos Køsters Motorboghandel, hvor hylderne bugner med lekture, som kan få tænderne til at løbe i vand hos enhver entusiast med bare en smule benzin i blodet.

Faktisk er her mindst 130.000 bøger fordelt på 60-70.000 titler. Det bringer boghandlen, der for to år siden flyttede fra Randers til Aarhusforstaden Risskov, op i eliten blandt verdens tre-fem største af slagsen.

- Alt, hvad der har en motor, lige fra plæneklippere til traktorer har vi lekture på, lyder det fra Tom Frandsen, der overtog boghandelen fra Jens Olesen i 2011.

Boghandlen står dog over for en ny epoke. Ejeren har nemlig besluttet at sætte boghandlen til salg på auktion.

Omfanget virker næsten overvældene, mens vi bevæger os forbi hyldemeter efter hyldemeter, der bugner af motorhistorie i alle afskygninger, hvor 20-25 pct. er på dansk og resten hovedsagelig på engelsk og tysk. Det gælder især de klassiske reparationshåndbøger fra forlaget Haynes, som boghandlen har rettighederne til at genoptrykke, når de udgår af produktion.

Det er ikke hver dag, man ser en reparationsmanual til et Supermarine Spitfire jagerfly med 12-cylindret Merlin-motor. Men det findes her. Foto: Jens Overgaard
Det er ikke hver dag, man ser en reparationsmanual til et Supermarine Spitfire jagerfly med 12-cylindret Merlin-motor. Men det findes her. Foto: Jens Overgaard
 

Ekstremt sjælden bog
Internettet betyder nemlig, at bil-og motorentusiaster fra hele verden henvender sig for at finde lige netop det stykke lekture, som de ikke har kunnet opspore andre steder.

Det gælder rariteter som netop instruktionsbogen til den 16-cylindrede Cadillac, der i sin tid kun blev produceret i ganske få eksemplarer. Tom Frandsen har haft kontakt til 'GM Heritage Centre' i USA for at få en vurdering af bogen. De ville ikke sætte pris på.

- De sagde kort og godt, at den er ekstremt sjælden og ekstremt kostbar, siger Tom Frandsen.

På samme hylde ligger instruktionsbøger til bl.a. en Alfa Romeo 6C Turismo 1750 CC, De Tomaso Pantera, den originale James Bond bil, Aston Martin DB5, Porsche 356B og mange flere.

De store coffeetable-bøger er specielle som disse tunge sager om Audi R8 og Rolls-Royce Ghost. Bagved ligger en bog om Nürnbergring. Foto: Jens Overgaard
De store coffeetable-bøger er specielle som disse tunge sager om Audi R8 og Rolls-Royce Ghost. Bagved ligger en bog om Nürnbergring. Foto: Jens Overgaard

Mange henvendelser
Henvendelserne er mangeartede. Således fik Tom Frandsen en henvendelse fra en opkøber for en velhavende amerikaner fra Seattle, der efterlyste en instruktionsbog til sin BMW M1 fra 1980’erne.

- Det viste sig, at han havde over 50 biler, som var meget mere eksklusive. Og han kaldte vores boghandel 'en ren slikbutik', da han så vores udvalg af lekture, smiler Tom Frandsen

Udvalget omfatter også store afdelinger for motorcykler, lastbiler, knallerter og traktorer.

Motorcyklerne giver også specielle forespørgsler, blandt de mange, som de seneste år er kommet fra 40 lande verden over.

- Vi fik en henvendelse fra en japaner, der til vores store undren søgte en instruktionsbog til en Suzuki-motorcykel. Det viste sig dog, at det var en model, som Suzuki i sin tid kun havde solgt i Europa, og som han så havde hentet et eksemplar hjem af, siger Tom Frandsen.

I den mere overkommelige afdeling er instruktionsbøger til mere folkelige biler som Volvo 164, Audi 100 og Fiat 1500 og ikke mindst helt nye modeller som bl.a. Renault Clio. Dem går der nemlig mange af til både bilforhandlere og private, der står med en bil uden instruktionsbogen. Det er bøger, som typisk koster 250-500 kr.

Se også: Masser af personlighed i Blachmans gamle Citroën CX

Værkstedsreparationshåndbøgerne udgør også en stor del. Mange vil dog gerne have lekturen som PDF-fil over nettet. Butikken er klar over, at alt kan kopieres i disse elektroniske tider. Derfor har materialet et vandmærke. Det sikrer til en vis grad, selvom teksterne stadig kan kopieres.

- Men så får vi i det mindste reklame, og det kunne jo være, at nogle var blevet så interesserede, at de gik ind og kiggede på resten af vores udvalg, siger Tom Frandsen.

Samtidig er priserne på instruktionsbøgerne sat så lavt, at Tom Frandsen kan lave et indbundet eksemplar i professionelt format billigere, end det ville koste at kopiere det selv.

Motorglade nørder vil dog også kaste sig over afdelingen for historiske bøger og især de store coffeetable-værker, hvor nogle af de nyeste bl.a. er en stor bog om Rolls-Royce med titlen '20 Great Ghost'. Ellers kan man fordybe sig med et opslagsværk om historiske amerikanske benzinstandere eller i ældre Matchbox-kataloger med legetøjsbiler.

Et hjørne rummer en afdeling med tekniske specialiteter som for eksempel anvisninger på, hvordan man får bilen til at køre på nitrogen eller sprøjtelakerer den. Og der er efterspørgsel på det mest utrolige. Således er der solgt fire eksemplarer af reparationshåndbogen til Spirfire-flyet, tre af dem til modelbyggere, og en til en dansker, som har et rigtigt fly stående. Vedkommende ønskede dog at holde lav profil.

Foto: Jens Overgaard
Foto: Jens Overgaard
 

Køber fortsat op
Den store samling blev grundlagt, da Jens Olesen tilbage i starten af 60’erne manglede lekture om sin egen bil. Efter motorboghandel på flere adresser i Randers, rykkede Jens Olesen i midten af 80’erne til lokaler i Østergade i byen. Her lå butikken, indtil Tom Frandsen rykkede til Risskov.

Jens Olesen købte løbende op, og Tom Frandsen har fortsat med at udbygge varelageret. Politikken har nemlig altid været, at man aldrig sælger det sidste eksemplarer af en bog. I givet fald kan interesserede erhverve sig et genoptryk.

Det var i sin tid oplagt at købe virksomheden for den tidligere IT-chef.

- Jeg har altid skruet i knallerter og været i gang, fra jeg var 13 år. Jeg har gennem årene haft 40 forskellige biler og 20 forskellige motorcykler, og derfor var det helt naturligt, at jeg prøvede dette, da chancen bød sig, siger Tom Frandsen.

Det er også med vemod, at han nu sætter virksomheden til salg. 59-årige Tom Frandsen, der gennem mange år har arbejdet med IT og ledelse, døjer dog med eftervirkningerne af 45 år som aktiv håndboldspiller på højt niveau. Han har fået slidgigt, hvilket gør det svært at håndtere de til tider tunge bøger. Derfor har han taget beslutningen.

- Det ville være dejligt, hvis vi kunne bevare boghandlen i Danmark. Også for motormiljøet. Så jeg håber, at der er nogen, som kan føre den videre. Måske endda som et slags bibliotek, siger Tom Frandsen.

Køsters Boghandel

Er specialister i alt med motor biler, motorcykler, traktorer, lastbiler, både, stationære motorer mv.

Det er bl.a. værkstedsmanualet, reservedelskataloger, instruktionsbøger, tekniske bøger, tuningbøger, historiske bøger. En afdeling med salgsbrochurer er solgt fra. Her er mindst 130.000 bøger fordelt på 70.000 titler.

Politikken er, at man aldrig sælger det sidste eksemplar af en bog, men kunden kan købe et genoptryk. Grundlæggeren, Jens Olesen, solgte i 2011 butikken til Tom Frandsen, der senere rykkede fra Randers til Risskov ved Aarhus.

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen