Alfa Romeo på afveje: Nu får MiTo sparket

Det går ikke helt efter planen hos den italienske bilproducent – modelprogrammet er i forvejen snævert, og nu er Alfa Romeos mindste model fortid i Danmark

Alfa Romeo MiTo har siden 2008 været at finde på det danske marked. Nu er det slut. (Foto: Esben Skrumsager)
Alfa Romeo MiTo har siden 2008 været at finde på det danske marked. Nu er det slut. (Foto: Esben Skrumsager)

Der har næppe været mange tilfælde af skrivekrampe hos Alfa Romeos bilsælgere de seneste år. I hvert fald ikke på grund af antallet af slutsedler, der har skullet skrives under. Både i Danmark og resten af verden har det været nogle stille år hos forhandlerne af det italienske mærke.

Se også: Er du enig i dommen? Her er verdens smukkeste bil

Der blev ellers ikke sparet på ambitionerne, da Fiat Chrysler-koncernens topchef i begyndelsen af 2014 fremlagde en plan for de følgende fem år. Syv nye modeller og en femdobling af salget var målet. Men det kommer ikke til at ske, har Sergio Marchionne nu måttet erkende, ifølge FDM.

De syv nye modeller skulle efter planen være landet hos forhandlerne løbende indtil 2018, men nu ser det altså ud til, at vi i hvert fald når 2020, før de sidste af de ventede modeller står klar hos forhandlerne.

Addio MiTo
De manglende nye modeller har medført et ualmindeligt snævert modelprogram. Den lille mellemklasse-bil Giulietta, sportsvognen 4C og minibilen MiTo har forsøgt at holde skansen, men nu har den danske importør af mærket valgt at sløjfe sidstnævnte, da salget af den lille charmør har været nærmest ikke-eksisterende på det seneste.

I 2015 blev der blot solgt 11 eksemplarer af MiTo i Danmark. (Foto: Esben Skrumsager)
I 2015 blev der blot solgt 11 eksemplarer af MiTo i Danmark. (Foto: Esben Skrumsager)
 

Det er en farlig kombination af en høj pris og et snævert udvalg af motorer, der har dræbt den lille MiTo. Indtil udfasningen af modellen lå priserne fra over 220.000 kroner, mens flere af konkurrenterne har ligget markant lavere. Derfor solgte Alfa Romeo blot 11 MiTo-modeller i Danmark i det forgangne år, hvilket er lige så mange som sportsvognen 4C, som koster fem gange så meget.

Se også: Sådan ser en bil ud efter 16 år på bunden af en sø

På trods af prisen på MiTo har salget tidligere været trukket af leasing-kunder, som har været interesserede i en populær dieselmotor, men den motor er nu udgået af produktion, og derfor vælger den danske importør at skrotte modellen fra programmet, så der nu kun er Giulietta og 4C tilbage.

Længe ventet afløser til 159
Det ser dog ikke ud til, at danskerne skal frygte at vinke farvel til det italienske bilmærke. I sensommeren kommer Alfa Romeo Giulia, som er den længe ventede afløser til 159, der udgik af produktion i 2011.

Når Giulia lander sidst på sommeren, bliver det på en spritny baghjulstrukket platform og med helt nye motorer. (Foto: PR)
Når Giulia lander sidst på sommeren, bliver det på en spritny baghjulstrukket platform og med helt nye motorer. (Foto: PR)
 

- Vi ser bestemt positivt på Alfas fremtid i Danmark. Alfa har jo altid haft stor tradition i den store mellemklasse – også i Danmark – og vi har rigtig mange, som venter på Giulia. Vi er også sikre på, at der venter en køreoplevelse udover det sædvanlige med en bil som står på en spritny baghjulstrukket platform og helt nye motorer, lyder den opløftende melding til Alfa-entusiasterne fra den danske pressechef, Steffen Holm.

I begyndelsen af næste år kan vi desuden se frem til en Giulia SUV fra Alfa Romeo.

Se også: Glem Astra og Corsa – her er fremtidens Opel

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere