Nye varebiler ulovlige

Citroën Jumper, Peugeot Boxer og Fiat Ducato forurener tre gange så meget som tilladt

Søren Wagners Citroën Jumper blev kasseret til syn på grund af tredobbelt forureningsniveau. Nu har Citroën købt den tilbage og indkaldt alle tilsvarende biler til undersøgelse.
Søren Wagners Citroën Jumper blev kasseret til syn på grund af tredobbelt forureningsniveau. Nu har Citroën købt den tilbage og indkaldt alle tilsvarende biler til undersøgelse.
Alle varebiler fra Citroën, Peugeot og Fiat med deres nye version af 2,8-liters turbodieselmotor med 146 hestekræfter bliver nu tilbagekaldt, efter at det har vist sig, at helt nye eksemplarer at Citroën Jumper med den pågældende motor forurener tre gange så meget som tilladt.

Servicemontør Søren Wagner fik leveret en Citroën Jumper som arbejdsbil 29. april. Det var en af de nye, kraftige motorversioner med 146 hestekræfter, og han glædede sig til at komme ud og køre i sit nye værktøj.

Men fornøjelsen rakte ikke til mere end forventningens glæde. Bilen virkede sløv og havde slet ikke de kræfter, han var blevet lovet.

- Lige fra starten har den manglet trækkraft, og så osede den helt forfærdeligt. Da jeg efter et par måneder er til 2500-kilometertjek, indrømmer mekanikeren, at der er noget i vejen. Men de vil ikke gøre noget ved det hos Citroën, siger Søren Wagner.

Kasseret efter fire måneder
Til sidst bliver han så træt af det osende, sløve læs, at han får lavet en rullefeltmåling af bilen. Det viser sig, at bilen kun yder 131 hestekræfter.

Han var også træt af, at den osede så meget, så efter rullefeltmålingen fik han foretaget en røggastest af Jumperen.

I motorrummet sidder der en lille metalplade med tallet 1,20 præget i. Det betyder, at røggastallet ikke må overstige 1,2.

- Den viste 2,95, men da jeg sagde det til Citroëns reklamationschef, ville han ikke tro på mig. Så fik de den ind og havde den på værksted i en uge. Da jeg fik den tilbage, havde de monteret en eller anden form for filter eller katalysator foran lydpotten, men den røg lige så meget som før.

Endnu en gang fik han den røggastestet, og denne gang var tallet 3,05.

- Nu var de ved at blive trætte af mig. Min chef krævede, at handlen skulle gå tilbage, men det ville de ikke være med til. Så kørte jeg den til syn, og her blev den kasseret på grund af for højt forureningsniveau. Fire måneder gammel.

Ulovlige biler
Synsattesten viser et forureningsniveau på 3,07. Næsten tre gange så højt som det tilladte.

Nu har Citroën købt bilen tilbage og indkaldt samtlige biler af den pågældende type til undersøgelse.

Ekstra Bladet Biler forelagde sagen for Ib Rasmussen, der er kontorchef i Færdselsstyrelsens biltekniske afdeling.

- Vi har spurgt til den konkrete sag hos Citroën, og de har mundtligt forklaret, at de vil tilbagekalde alle de biler, de har solgt med den pågældende motor.

Men også Peugeot Boxer og Fiat Ducato kører rundt med den motortype. Dem venter Færdselsstyrelsen nu en redegørelse fra.

- Vi har jo så en formodning om, at der kører nogle biler rundt, der er ulovlige, så vi må sikre os, at de ikke forurener mere, end de må. Ellers skal de have mulighed for at rette problemet med kampagner tilsvarende Citroëns, siger Ib Rasmussen.
1 af 2 Så beskidt blev Jumperen på en enkelt dag efter vask. Soden farvede den hvide lak helt sort i venstre side.
2 af 2 Søren Wagners Citroën Jumper blev kasseret til syn på grund af tredobbelt forureningsniveau. Nu har Citroën købt den tilbage og indkaldt alle tilsvarende biler til undersøgelse.