Rapport: Bilproducenter fifler med tallene

Du kan ikke stole på, at din nye bil kører så langt på literen, som den skal. Hvad er din oplevelse?

(Foto: Ole Lind)
(Foto: Ole Lind)

Dæk uden mønster, som bliver pumpet hårdt op for at reducere rullemodstanden. Bremser som justeres og endda fjernes, og karosserisamlingerne som bliver tapet over for at mindske luftmodstanden. Det er den slags metoder, som tages i brug, når bilproducenterne får testet deres bilers forbrugs- og udledningstal. Og somme tider fjerner producenterne endda dele som sidespejle og antenner for at få forbrugstallet ned.

Den er den slags metoder, der tages i brug i bilproducenternes ræs mod den europæiske lovgivning (og nationale afgiftregler) som opstiller stadig strammere krav til forbrug og CO2-udledning.

- En masse små justeringer, som allesammen løber op og giver bedre tal, lyder det fra Greg Archer, som leder enheden "Clean Vehicles" i miljøorganisationen Transport & Environment.

Rapporten fra miljøorganisationen Transport & Environment viser, at bilerne af samme årsag sjældent kører så langt på en liter benzin, som producenterne lover.

- De seneste fem-seks år er der sket en betydelig stigning i forskellen mellem, hvor langt producenterne siger, at de kører på literen, og så hvad de rent faktisk kan køre i virkelighedens verden.

- Det står nu klart, at dette misforhold i stort omfang skyldes bevidst manipulation med de test, der ligger bag tallene, siger Jeppe Juul, trafikmedarbejder i Det Økologiske Råd - et privat lobbyfirma.

I rapporten indgår blandt andet en undersøgelse af seks konkrete biler, der er blevet testet på et uafhængigt laboratorium. I gennemsnit lå bilernes brændstofforbrug 23 procent fra bilproducenternes test.

- Der er noget helt grundlæggende galt, når man ikke kan genskabe de officielle test, siger Jeppe Juul.

Her på Ekstra Bladet oplever vi noget tilsvarende - især på biler, som på papiret kører ekstraordinært langt på literen. En bil, som går 30 km på literen på papiret, er ofte svær at få op over 18-20 km på literen i daglig brug.

Hos bilejernes organisation, FDM, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk, at det er velkendt, at producenternes egne test sjældent lever op til virkeligheden på vejene.

- Det er meget sjældent, at vi oplever, at en bil kan køre lige så langt på literen, som den kan i en laboratorietest.

- Ingen kan bevise, at de decideret manipulerer med testen. Men den måde, man tester på, er ikke særlig virkelighedsnær. Den tager for eksempel ikke højde for, at moderne biler har en masse energikrævende udstyr, som for eksempel aircondition, siger han.

Det er ifølge FDM problematisk, fordi mange danskere netop ser på benzinudgifterne, når de skal vælge ny bil.

- Vi oplever, at det bliver værre og værre. Især med de nye biler, der kører meget langt på literen, er der stor forskel på, hvad man kan opnå i laboratoriet, og hvad man kan som almindelig bilist, siger Torben Lund Kudsk.

- Det betyder, at man ikke helt kan stole på de driftsomkostninger, der oplyses, når man køber en ny bil, siger Torben Lund Kudsk.

Han mener, at der er brug for en ny og mere retvisende måde at teste på.

Hvis man vil forvisse sig om hvad en bil kører på literen i praksis, inden man investerer, kan man f.eks. gå ind på den tyske hjemmeside spritmonitor.de for at tjekke virkeligheden tal, som er målt og noteret af virkelighedens bilister.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere