Prins Joachim: glæder sig

Prins Joachim glæder sig til Racingfestivallen i Valby i næste weekend

Prins Joachim er selv ivrig racerkører. Her er han lynskudt ved Copenhagen Classic Car Cup i 2007 i sin Lotus Cortina. (Foto:Kaspar Wenstrup/Polfoto)
Prins Joachim er selv ivrig racerkører. Her er han lynskudt ved Copenhagen Classic Car Cup i 2007 i sin Lotus Cortina. (Foto:Kaspar Wenstrup/Polfoto)

– Deres Kongelige Højhed, Prins Joachim, De er protektor for Den Internationale Racing Festival. Hvordan vi De beskrive udviklingen arrangementet har gennemgået?

– Jeg tror, det er en udvikling, som selv de mest entusiastiske forudsigelser for 15 år siden knapt ville turde håbe på, end sige stile efter. Dengang var det velgørende arrangement afholdt på det, der nu hedder FDM Sjællandsringen, nu har Den Internationale Racing Festival så stor tiltrækningskraft at de involverede fabrikker disker op med de mest unikke bilmodeller, og publikum valfarter til. Selv om det er et velgørende event, kan man godt efterhånden kalde det et kulturarrangement i København.

SE OGSÅ: Joachims biler i billeder

– Som publikum får man let en dag eller to til at gå. Og så er det mest prisværdige, at overskuddet bliver større og større for hvert år. Det er flot. Og vi skal ikke underkende at både de store og små bilproducenter velvilligt og gentagende stiller alle de flotte og potente supersportsvogne til rådighed. Det viser og understreger med al tydelig, hvilket format og internationalt snit Den Internationale Racing Festival har opnået.

– På hvilke måde mener De, at arrangementet har sin væsentligste pondus og berøring?

– Succesen afspejles bedst i de berømte bilfabrikker, der gerne vil nyde både den synlighed deltagelsen i Racing Festivalen medfører og vise gestus til det velgørende element i selv samme. Det er blevet en kørende biludstilling med et fantastisk format, og når alle de store aktører møder op, medfører det et international fokus uden sidestykke.

– Sammen med en flot vifte af de bedste og dygtigste nationale og internationale racerkører har Den Internationale Racing Festival udviklet sig til et 'one of a kind' og fuldstændigt unikt tiltag uden sidestykke noget andet sted i verden. Den ultimative vinder er i første omgang Dansk Røde Kors, og dernæst publikum. Det er stort. Og jeg glæder mig som altid til oplevelsen.

– Gennem årene har Den Internationale Racing Festival kunne bidrage med mere end 15 millioner kroner til velgørenhed. Det er blevet fra officiel side blevet kaldt Danmarks største, enkeltstående, godgørende arrangement. Hvad er Deres vurdering?

– Den Internationale Racing Festival har været ambitiøs fra begyndelsen, men det er et flot fokus og en stabil udvikling, der har etableret dette utrolige arrangement. Og i et land uden bilindustri er det ganske enkelt enestående! De bygger heller ikke biler i Norge, Luxemburg eller Schweiz – men det er i Danmark festivalen afholdes. Vi har hverken Detroit eller Stuttgart at være stolte af. Til gengæld har vi Den Internationale Racing Festival at bryste os med.

– Deres er selv aktiv i historisk motorsport, og har hjemtaget bl.a. fire officielle Danmarksmesterskaber i denne disciplin. Hvor stammer deres passion for motorsport fra?

– Som alle unge mænd havde jeg både en interesse og passion for biler. Jeg vidste allerede tidligt, at jeg var en habil bilist. I mine unge år blev kundskaberne afprøvet – med de skrammer det medførte. Og i 2000 fik jeg mulighed for at prøve kræfter med historisk motorsport i en Lotus Cortina. På den måde blev min interesse for motorsport skærpet, og jeg fik indblik i en ny og meget spændende verden.

LÆS OGSÅ: Da Joachim røg i Rolls-baren

– Det at deltage i historisk motorsport har også en anden dimension. Det er nemlig ikke kun point, podiepladser og antallet af laurbærkranse, der hænger på væggen, der tæller. En stor del er det sociale aspekt. Den glæde det er at dele sin hobby med ligesindede og lære nye bekendtskaber at kende. Som en del af feltet kender man hinandens biler, renoveringsprojekter med mere, og det medfører et unikt sammenhold imellem os der deltager.

– Danmark har fostret en række af professionelle racerkørere der har hjemtaget både verdens- og europamesterskaber og Le Mans-sejre udenfor landets grænser. Kan det undre Dem, når Danmark ikke har en national motorbane som et naturligt springbræt?

– Det er jo egentlig også ret pudsigt. For ligesom det er tilfældet med Racing Festivalen, synes oddsene at være imod dig fra starten. Men i Danmark findes der heldigvis personer der kan og vil. Og hvis talentet bliver udvalgt på rette tidspunkt og kommer i stald hos folk, der ved, hvad det drejer sig om, så er der en mulighed.

– Men motorsporten er som mange andre brancher presset af den økonomiske situation verden befinder sig i. Når det alligevel lykkes, trods modstand og hård konkurrence, for nogle superkørere at vække opsigt, så er det noget der vækker beundring ude i verden.

– Tom Kristensen er ubetinget det største motorsportsnavn i Danmark. Alene hans rekorder på Le Mans er ganske enestående. Tom K er samtidig en flot ambassadør for Danmark og dansk motorsport. Det giver fokus nationalt, men mere vigtigt internationalt. Og derigennem har vi opnået en bedre specialisering af eliten herhjemme.

– I kølvandet på store navne som John Nielsen, Thorkild Thyrring, Jan Magnussen, Tom Kristensen og Kris Nissen oplever Danmark en flot underskov af talenter, der er på vej ind i de helt rigtige kanaler. Og det er pragtfuld at se, at det lobbyarbejde, der foregår i international Motorsport, virker, og det er min klare fornemmelse, at der bliver talt både godt og positivt om Danmark og vores lands bedste racerkørere.

– Men udvælgelsesprocessen og opdragelsen, om man vil, fra ungt talent i gokart og helt frem til de altafgørende Formel-klasser er alfa og omega. Det handler om at spotte de unikke få, der har det særlige racer-touch.

– Slutteligt skal vi huske på, at i toppen af motorsport handler det ikke kun om at sætte hurtigste omgangstid og vinde pokaler. En moderne racerkører skal i lige så høj grad kunne betræde de bonede gulve med stil og klasse. Som racerkører er man et forbillede for andre, ambassadør for sit land, sit team og skal gøre nationen stolt.

1 af 2 Havde man tilbage for 15-20 år siden sagt, at vi I Danmark ville være foregangsmænd for en event, hvor de ypperste biler fra bl.a. Italien, Tyskland og England ville deltage, havde man have slået sig på lårene af grin og sagt 'glem det, det kommer aldrig til at ske!' Men det gjorde det, takket været en ukuelig vilje og ånd, siger prins Joachim. (Foto: Steen Brogaard/Colourpress.com)
2 af 2 Prins Joachim er selv ivrig racerkører. Her er han lynskudt ved Copenhagen Classic Car Cup i 2007 i sin Lotus Cortina. (Foto:Kaspar Wenstrup/Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere