Få papir på prisen hos værkstedet

Med et stykke papir kan mekanikeren ikke løbe fra aftalen

Der kan være fordele ved både at kende timeprisen og få en fast pris på en ydelse fra sit værksted. Men uanset hvad, er det godt at få papir på det, så mekanikeren ikke kan løbe fra aftalen, lyder meldingen fra FDM.

– Det er en god ting at vide, at det, der bliver aftalt omkring priser og tid, arbejdets omfang og så videre, står i en reparationsaftale. Rådet herfra er, at man får en klar aftale, siger Jørgen Jørgensen, leder af FDM’s tekniske afdeling.

På FDM’s hjemmeside kan man gå ind og downloade den såkaldte reparationsaftale.

– Så du råder kunderne til at spørge til så meget som muligt hos mekanikeren?

– Ja, og folk er jo rigtig gode til at gøre det på alt muligt andet. Skal de ned og købe en ny lampe, så farer de rundt fra den ene butik til den anden og går på nettet. Men når det handler om deres bil, så høvler de ind det første og bedste sted, og så står de og kigger på deres regning bagefter og siger ’hov, hvad var det?’, siger Jørgen Jørgensen.

– Kan det betale sig at køre på værksted i Tyskland eller Sverige?

– Det svinger meget. Man skal ikke tage for givet, at det er billigere at køre til udlandet. Du kan sagtens finde nogle eksempler, hvor det er billigere, og et godt råd er, at hvis det er et eftersyn for eksempel på en bil, så skal man være opmærksom på, at et eftersyn i Danmark ikke nødvendigvis indeholder det samme som i Tyskland. Der kan være en anden serviceplan på en given bilmodel. Hvad er det jeg får for mine 500 euro? siger Jørgen Jørgensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere