Lær af svenskerne: Gamle biler skal ud af byen

Luftforureningen i Stockholm bliver kraftigt reduceret, hvis gamle biler og gennemgående trafik forbydes

Nu da københavnerne fortsat risikerer at få lungerne forurenet af bilos, efter at betalingsringen er opgivet, kan en undersøgelse fra Stockholm måske give et praj om, hvad der så kan gøres.

Hvis gamle biler og gennemgående trafik med lastbiler forbydes i Stockholms centrum, vil den dårlige luft blive reduceret så meget, at forureningen kommer under gældende grænseværdier.

Det viser en hidtil hemmeligholdt rapport, som embedsmænd har udarbejdet i 2010, men som ikke er blevet kendt før nu, fortæller tv-stationen SVT ABC.

I flere år har luftforureningen og mængden af CO2 i centrale dele af den svenske hovedstad ligger over gældende grænseværdier og dermed udgjort en fare for sundheden.

Men hvis biler, der er mere end 15 til 20 år gamle, og alt gennemgående tung trafik med lastbiler og busser forbydes, vil forureningen mindskes så meget, at grænseværdierne ikke længere overskrides.

Rapporten er udarbejdet af Trafikkontoret i Stockholm. Men de kontroversielle konklusioner er hemmeligholdt og aldrig blevet diskuteret i trafikudvalget under byrådet i Stockholm.

Det er Miljöpartiet i Stockholm, der har fået fat i rapporten. Partiet er stærkt utilfreds med, at rapporten aldrig er offentliggjort.

- Jeg tror, at konklusionerne er for kontroversielle, siger Ganiel Helldén, medlem af partiet, til STV ABC.

Luften i Stockholm centrum har længe været stærkt forurenet af trafikken. En betalingsring, kaldet trängselsskatt, fra 2007 har mindsket væksten i trafikken og forureningen.

Om vinteren forværres situationen blandt andet på grund af brug af pigdæk, der hvirvler små kræftfremkaldende partikler op.

Göteborg indfører også en betalingsring fra 1. januar 2013.

0 kommentarer
Vis kommentarer