Der kan være grund til at bide negle, selvom din bil er tip-top, når du kører den til syn.
Selvom bilen overholder alle myndighedernes krav til punkt og prikke, kan det meget vel være at du skal bide negle over udsigten til at bilen kommer i de forkerte hænder, og at bilen ikke bliver synet helt efter bogen. Det viser dette indslag.
I indslaget kan du se hvordan en synsassistent har et afslappet forhold til både færdselslov og værdier.
Under den obligatoriske prøvekørsel kører den bilsagkyndige bilen uden sele, betjener sin mobiltelefon, fjerner hænderne fra rattet og kører desuden lidt vel frisk til.
Når vi her på Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af videoen, skyldes det at ejeren - eller leasingtageren - af den lynhurtige Tesla elbil, Mikkel deMib Svendsen, bruger sin fritid på at videoblogge om elbiler, og det var i den forbindelse at optagelsen af synsassistenten blev foretaget.
Glemte at slukke kameraet
Mikkel glemte simpelthen at slukke kameraet, da den bilsagkyndige skulle prøvekøre bilen. Men videooptagelserne rystede Mikkel deMib så meget, at han valgte at smide videoen på bloggen.
Mikkel bekymrer sig sådan set ikke om at manden eventuelt bryder loven.
Men han ærgrer sig over måden synsassistenten behandlede hans bil på.
- Han bruger sin mobil, kører uden hænder på rattet, kører stærkt og hensynsløst over vejbump - i min bil, siger Mikkel de deMib Svendsen.
- Officielt er det ikke mig der ejer bilen, men jeg finder det kritisabelt, fordi man med den opførsel løber risiko for at han smadrer bilen, siger Mikkel deMib.
Kan godt huske bilen
Hos Applus Bilsyn i Holbæk forklarer værkfører Bjarne Birch, at han godt kan huske, at man har testet en Tesla Roadster.
- Men jeg kan ikke forstå, at han han har kørt uden sele og brugt mobilen under bilkørsel, siger Bjarne Birch.
Fritaget for at bruge sele
Efter at Bjarne Birch har set videoen under samtalen med Ekstra Bladet, fortæller han, at han godt kan se hvem der sidder bag rattet.
- Ham der der syner bilen, er dog fritaget for at køre med sikkerhedssele, forklarer Bjarne Birch, der dog medgiver, at det virker lidt usmart, at han kører stærkt og bruger mobilen under kørslen.
Ifølge Rigspolitiet kan en lægeerklæring dog sagtens fritage en person for at benytte sikkerhedssele ...
- Det sker fuldstændig på samme måde, som når en rocker går til lægen og får en erklæring på at han ikke kan tåle at bruge styrthjelm, forklarer kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet, Carsten Andersen.
Ekstra Bladet har kontaktet Applus hovedkvarter i Danmark for at få en kommentar på videoen. Her betegner man prøvekørslen som "uacceptabel".
- At han er fritaget for at køre med sele ændrer ikke ved at han kører for stærkt og uden hænder, og det er dybt kritisabelt. Derfor vil vi vi indskærpe overfor alle vores medarbejdere, at reglerne skal overholdes, siger Alexander Elverlund.