Træt af pensionsopsparing? Køb en gammel Porsche

En ubrugt Porsche fra 1977 er et sjovt alternativ til dødsyge pensionsopsparinger

UGENS BRUGTBIL: Hvis du er typen, som savler over oldtimere og har penge nok på bankbogen, er en klassisk, 35 år gammel Porsche 911 temmelig enestående - og måske et bedre bud på en pensionsopsparing end noget andet lige for tiden.

Porsche 911 har for længst slået sig fast som en af de få biler i historien, som både tiltaler masserne og entusiasterne. Og der er der masser af gode grunde til. Den er velkørende som få, driftsikker som en Toyota Hilux, og genkendes af alt og alle.

Og med blot 5.000 km på tælleren (3780 miles) er denne amerikansk importerede 2,7'er noget så sjældent som en Porsche, der stort set ikke har kørt. Og som du kan se på billederne, står bilen fuldstændig som ny.

Selv den originale kasse til radioen følger med, og de originale Fuchs-fælge har af samme årsag aldrig mødt en kantsten. De 35 år gamle 185/70 Conti-dæk, som var den tids lavprofilerede dæk, skal du dog nok ikke satse din og kærestens sikkerhed på.

Følg Ekstra Bladet Biler på Facebook
Kun en enkelt ejer
Christian Jensen, indehaver af firmaet CC Cars ved Viborg, fortæller, at de fandt bilen hos en amerikansk bilentusiast.

- Vi fandt den i USA for to år siden hos en flymekaniker - det betyder også at det er en enejersbil, fortæller Christian Jensen, der sælger den i kommisionssalg for en dansk samler.

- 600.000 kr. er selvfølgelig rigtig mange penge for en 35 år gammel bil, men det er min faste overbevisning, at den kun bliver mere værd, fordi bilen er ligesom den kom fra fabrikken.

Prisen, som inkluderer 45.000 kr. i afgifter, er ikke det rene skud i tågen, fortæller Christian Jensen, der dog tilføjer, at det sagtens kan tænkes at bilen bliver solgt i udlandet, hvor efterspørgslen er større.

Du kan i øvrigt se annoncen for bilen lige her.

0 kommentarer
Vis kommentarer