Hvis du havde håbet på en hurtig og ny Audi, som var bare nogenlunde til at komme i nærheden af, er det her nok skuffende læsning.
Det gode er, at Audi udvider nu A1-familien med et helt særligt eksemplar af den lille racer. Audi A1 Quattro yder hele 256 hestekræfter. Det dårlige er, at bilen ikke kommer til Danmark.
Men resten af Europa får mulighed for en superbil i mikroformat som har samme motor som Audi TT-RS og RS3. Dvs. en 2,0-liters TFSI motor med 256 hestekræfter, quattro firehjulstræk og en seks-trins manuel gearkasse. Det sikrer, at bilen klarer 0-100 km/t på bare 5,7 sekunder.
333 eksemplarer
Ligesom storebrødrene R8 GT Coupe og R8 GT Spyder, kommer A1 Quattro kun i 333 eksemplarer. Det betyder at bilen bliver ekstra eftertragtet verden over, mens vi i Danmark må undlade bilen i denne omgang.
Retro
Når Audi A1 quattro dukker op i udlandet, vil designet være inspireret af de tidlige quattro-år og -modeller. Blandt andet er de meget karakteristiske 18 tommer turbinedesign-fælge standard på bilen, og så bliver alle 333 udgaver leveret i en hvid metallak med tilhørende sort højglans tagkuppel.
Se mange flere billeder af den nye Audi A1 quattro her.