Kreditkortet hænger i laser efter en tur på tankstationen, og du bander dig selv langt væk, fordi du ikke købte en mere brændstoføkonomisk bil.
Men heldigvis er der meget, du selv kan gøre for at presse flest mulige kilometer ud af de kostbare væsker. Faktisk kan du spare helt op til 20 procent af dit brændstofbudget ved at følge en række ganske enkle råd.
For en gennemsnitsfamilie kan det i kroner og øre betyde en besparelse på i omegnen af 4000 kroner om året.
Bedre økonomi og miljø
Klimaforkæmperne bliver også helt venligtsindede, når du som biprodukt af at spare penge også lukker mindre portioner drivhusgasser ud i atmosfæren.
Trafikstyrelsen lancerede sidste år den storstilede 'Kør grønt'-kampagne for at få folk til at både at redde miljøet og spare penge.
LÆS OGSÅ: Sparetips: kør længere på literen
– Målet er at udbrede kendskabet til vores ti køreråd. Hovedsageligt de tekniske køreråd, men også at gøre opmærksom på de mere basale som at tjekke dæktrykket og lad være med at køre rundt med for meget i bagagerummet, siger Trine Wichmand Larsen, kommunikationsmedarbejder på kørgrønt.dk.
Jeg kunne spare helt vildt meget
Lektionen varede kun en time, og den var alle pengene værd! For 32-årige Louise Heltborg lærte alle de tricks, der gør, at hun nu kan køre meget længere på en liter benzin.
For omtrent et halvt år siden hørte hun om et kør-grønt-kursus hos en kørelærer. Kurset fangede hendes interesse, og hun meldte sig til kurset.
– Jeg syntes, det var en rigtig interessant tanke, at jeg kunne skære mit forbrug ned bare ved at køre anderledes. Jeg gjorde det hovedsageligt på grund af miljøhensyn, men jeg sparer da også nogle penge på det, fortæller Louise Heltborg.
20 procent sparet
På kurset skulle hun først køre en ti-kilometers tur, som hun plejede. Derefter tog hun turen igen med råd og konstante instruktioner fra kørelæreren, og til sidst kørte hun turen en gang til, hvor hun på egen hånd skulle køre så energirigtigt som muligt.
– Jeg var virkelig overrasket over, hvor meget jeg egentlig kunne spare. Uden noget kendskab til grøn kørsel og efter bare en enkelt, kort lektion brugte jeg næsten 20 procent mindre brændstof på den sidste tur. Måske kørte jeg bare helt ekstremt dårligt før, så der var plads til forbedring, griner Louise, hvis mand også har taget kurset.
LÆS OGSÅ: 16 hurtige spareråd
Andre bilister stresser
Dagligdagens travlhed rammer ligesom alle andre også Louise Heltborg, og når det sker, kan det være svært at køre fuldstændig efter reglerne.
– Der er nogle af rådene, der umiddelbart virker ulogiske, fordi man har nogle rutiner og vaner, når man kører bil. Så det kan godt være svært at implementere det i sin hverdag. Når man kører ude blandt de andre trafikanter, og man måske har travlt, så er det svært at bruge alle teknikkerne. Men den der med at springe et gear over, den bruger jeg konsekvent. Mens det der med at slippe speederen, fordi der er et rødt lys 300 meter fremme, ikke altid er lige sjovt. Det stresser mig, at de andre bilister bliver irriterede, når jeg ruller af sted. Men jeg prøver på ikke at lade det gå mig på, forklarer Louise.
Hun har ikke noget overblik over, præcist hvor meget hun og hendes mand har sparet på benzinregningen siden kurset, da hun er kommet på barsel og deres kørselsbehov er halveret. Men Louise Heltborg er sikker på, at den nye kørestil gavner både miljøet og økonomien.