Brug nettet til bilen

Der er masser af penge at spare og gode råd at hente, når du finder de rigtige hjemmesider

Kør en tur i cyberspace og find de bedste tilbud, når bilen skal på værksted eller har brug for nye stumper. (Fotomontage: Linda Johansen/Anne-Marie Dyrkilde)
Kør en tur i cyberspace og find de bedste tilbud, når bilen skal på værksted eller har brug for nye stumper. (Fotomontage: Linda Johansen/Anne-Marie Dyrkilde)

Tiden hvor mekanikere og sælgere kunne bilde bilejerne hvilken som helst pris på ærmet er slut.

Med internettet er det blevet nemt og overskueligt at få det helt store overblik over priserne på alt fra reservedele og reparationer til forsikringer og benzin.

Men der kan også være gode råd at hente og mulighed for at gennemskue, om din forhandler er en skurk, som ikke følger reglerne.

LÆS OGSÅ: Få prisen i bund på bilens service

Ekstra Bladet Biler giver her en guide til nogle af de mest gængse og smarte sider i cyberspace. Der er mange flere derude.

Find det billigste værksted

Her kan du sende dine reparationer i udbud hos flere hundrede værksteder: Autopristjek.dk, Autobutler.dk, Biibo.dk, Findmekaniker.dk.

Mekanikeren: Nettet er perfekt til prissammenligninger

Når noget driller eller bilen bare skal til serviceeftersyn, kan det virke uoverskueligt at finde det billigste tilbud hos de mange værksteder rundt omkring.

Det gør flere web-portaler noget ved. Blandt andre Biibo.dk, som startede sidste år, og nu har over 1000 brugere, der sender deres reparationer i udbud, hvorefter de 125 værksteder, der er tilknyttet portalen laver et bud på, hvilken pris de kan klare det til. Dagen efter du har sendt reparationen på nettet, kommer tilbuddene ind. Som regel mellem to og syv kan du vælge imellem.

Uforudsete udgifter
Når brugeren har valgt det bedste tilbud og har fået bilen repareret, giver han værkstedet karakter, så andre brugere kan se, hvilke mekanikere det er værd at besøge.

– Jeg er selv mekaniker, og da jeg flyttede til København fra Aalborg, kom jeg til at tænke på, at det da var mærkeligt, at folk bare kørte til deres nærmeste mekaniker, uden at tjekke, om de kunne få samme service billigere et andet sted i byen. Og den slags sammenligninger er internettet jo perfekt til, fortæller indehaver af Biibo.dk Christian Markedal.

– Men man skal bare være opmærksom på, at man jo ikke på forhånd kan vide, om der er yderligere reparationer, der er nødvendige. Skifter du for eksempel en tandrem, kan du sagtens risikere, at mekanikeren vurderer, at vandpumpen også trænger til udskiftning. Det kan man ikke altid vide på forhånd.

Ludermarked
Systemet, der pludselig indfører øget konkurrence på markedet for bilreparationer, er ikke kun blevet modtaget med kyshånd.

– Der er nogle, der har kaldt det 'et ludermarked'. Men værkstederne skal ikke være bange for, at deres priser kan ses af alle konkurrenterne. Det er kun brugeren, der kan se, hvad der bliver budt på den enkelte reparation.

Målet for den endnu nystartede virksomhed er at nå op på 200 tilknyttede værksteder inden 2012. Og det er ikke umuligt: I sidste uge meldte 18 nye sig i folden, og en dag ser Christian Markedal gerne, at der også kommer svenske og tyske værksteder med på siden.

Værkstedsbossen: Nej, det er ikke egnet til nettet

Mens de mange sider, der forbinder værkstederne med kunder, bliver mere og mere populære, advarer direktøren i De Fri Autoværksteder, CAD, mod den nye dille.

– Vores medlemmer må selvfølgelig gøre præcis som de har lyst til. Men vi vil ikke gøre noget som helst for at fremme den slags sider, fortæller Erik S. Rasmussen.

– En bilreparation er et kompliceret produkt, der ikke egner sig til auktioner. Du kan ikke få et seriøst tilbud, hvis du bare ved, at der er en mærkelig lyd fra baghjulet.

Han tror ikke, at der er mange penge at spare for forbrugeren på et marked, hvor priserne allerede er i bund.

– Og så skal man huske, at forholdet til en mekaniker er som til en tandlæge. Det handler om tillid, ikke bare laveste bud.

Forbrugerrådet: Husk den sunde skepsis

I Forbrugerrådet er chefkonsulent Martin Salamon ganske tilfreds med den øgede konkurrence og prisgennemsigtighed, internettet kan give forbrugerne på blandt andet markedet for bilreparationer.

Men han giver også enkelte råd til dem, der besøger sådan en side første gang.

– Man skal have sin sunde skepsis med sig. Det er en god idé at se på siden og finde ud af, hvor mange der bruger den. Opfylder den kravene til e-handel?

Også sidernes brugerkarakterer kan man få noget ud af – men man skal igen være forsigtig, for man kan ikke altid vide, om de skal tages alvorligt.

– Når du ikke kender afsenderen, skal du tage anmeldelserne med et gran salt. Nogle steder kan man se, at virksomheden selv forklarer, hvad der er sket, hvis en bruger fortæller om en dårlig oplevelse, og den slags hæver selvfølgelig en internetportals nytte.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere