Her er mænd og kvinders bil-drømme

Mens mænd drømmer om tyske luksusbiler med BMW i spidsen, holder danske kvinder sig til små, økonomiske biler

Danske mænd drømmer om tyske luksusbiler som BMW, mens kvinderne har øjnene rettet mod de mindre, økonomiske biler med Peugeot som favoritten.

Det viser en ny undersøgelse fra Bilbasen og Spar Nord på baggrund af 480.000 bilsøgninger blandt brugte biler på Bilbasen.dk.

Når kvinder og mænd søger efter vidt forskellige biler, når de går på biljagt på internettet, skyldes det i store træk, at mænd søger med hjertet, mens kvinder søger med hjernen, mener Morten Heuing, direktør hos Bilbasen.

- Mænd har en tendens til at drømme sig væk i de lidt dyrere modeller, inden de finder frem til den bil, som økonomisk og funktionelt er en realistisk mulighed for dem, siger han og fortsætter:

- Helt modsat forholder det sig med kvinderne, som fra starten søger målrettet efter en bil, der er praktisk og økonomisk, siger Morten Heuing.

Det er især værditab og udgifter til forsikring, brændstof og service, som ofte får folk til at tænke sig om en ekstra gang.

Uanset forskellene på mænd og kvinder, raser bilfeberen i Danmark, hvor handlen med brugte biler lige nu ligger på det højeste niveau siden 2006.

I alt forventer Bilbasen, at op mod 500.000 brugte biler kommer til at skifte hænder i 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere