Reservedelsekspedient Alex Nyborg Madsen

Radioværten droppede reservedelene til fordel for musik og radio

Den brugte Toyota Avensis holder, den er rummelig – og så har den automatgear. Det sidste er et krav fra Alex Nyborg Madsen til alle biler. (Foto: Jakob Jørgensen)
Den brugte Toyota Avensis holder, den er rummelig – og så har den automatgear. Det sidste er et krav fra Alex Nyborg Madsen til alle biler. (Foto: Jakob Jørgensen)

Han er kendt for sin rockmusik og som en stemme på DR P4. Men faktisk blev Alex Nyborg Madsen som helt ung uddannet inden for bilbranchen. Som – hold nu fast – reservedelsekspedient i Frederiksværk.

– Det var ikke fordi jeg havde en speciel interesse for biler, det har jeg nemlig aldrig haft. Men da jeg blev skoletræt og fik et job på en fabrik, fandt jeg ret hurtigt ud af, at det i hvert fald ikke var mig. Jeg måtte finde en læreplads og den første, jeg faldt over, var hos den lokale VW- og Audiforhandler.

LÆS OGSÅ: Køb brugt med Ekstra Bladet: Toyota Avensis

Som elev hos en bilforhandler fik han selvfølgelig sin første bil allerede som 17-årig, så den stod klar, så snart han var fyldt 18 og havde fået sit kørekort.

Den døde Escort
– Det var et gammelt lig af en Ford Escort. Musen blev den kaldt, for i min omgangkreds dengang gav vi bilerne kælenavne. Og min bil havde oprindeligt været blå, men solen havde gjort den musegrå i farven – derfor kælenavnet.

Efter kort tid fik Alex Nyborg Madsen en af mekanikerne på værkstedet til at skifte 1,1 l-motoren ud med en 1,6'er for en håndfuld bajere – og det blev begyndelsen på enden for Escorten.

– Pludselig kunne den køre hammerstærkt og lave hjulspind i tredje gear, men det var den jo slet ikke bygget til, så i løbet af ret kort tid begyndte den at rasle fra hinanden. Den døde simpelthen, og jeg måtte videre ...

Toyota holder
Siden har radiomanden haft en Saab, en Fiat Uno, en Fiat 128, en Toyota Carina og en Datsun.

– Alle mine biler jeg købt brugt, og jeg har først slået til, når de for alvor var ved at være nogle vrag. Alligevel var især Saab'en en åbenbaring for mig. Den kostede kun 7000 kroner, men havde automatgear – noget, jeg lige siden har sværget til. En bil uden automatgear – det er simpelthen for meget besvær.

Det gælder selvfølgelig også den Toyota Avensis, Alex Nyborg Madsen købte i 2005.

LÆS OGSÅ: Bliver der snydt med bilstatistikkerne?

– Toyota holder altid og er en god, stabil bil, så derfor faldt valget på den. Og så er der god plads i den, hvilket jeg sætter pris på, selv om jeg i dag ikke længere er så stor som tidligere. Selv om den efterhånden er nogle år gammel, har jeg ingen planer om at skifte den ud, for den kører fint.

– Og det er faktisk det eneste, jeg går op i, når det kommer til biler.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere