Opel føjer nu endnu en modelvariant til sit skrappe OPC-program.
Corsa OPC ‘Nürburgring Edition’ har 210 hk, og med et drejningsmoment på 280 Nm mere vred på krumtappen, nyt spærredifferentiale, en skrappere undervogn og ekstra kraftige bremser.
Den specielle ‘Nürburgring Edition’ har 18 hk flere end den almindelige Corsa OPC, som i forvejen er den mest brutale af de små GTI'er.
LÆS: Alt om Corsa med nyt facelift
De ekstra kræfter er hentet ved at modificere motor, motorstyring, turbolader og udstødningssystem. Drejningsmomentet er øget fra standardbilens 230 Nm til 250 Nm og kommer helt op til 280 Nm med overboost funktion.
Litereffekten er 131,4 hk pr. liter, hvilket er meget højt for en benzinmotor i denne klasse.
Accelerationen fra 0-100 km/t kan klares på 6,8 sekunder, og topfarten er 230 km/t.
Brembo-bremser
Undervognen er optimeret med nyudviklede Bilstein støddæmpere og fjedre og kraftige letvægtsbremser fra Brembo med "high-performance" bremseklodser, som Opel skriver.
Bilens elektroniske sikkerhedssystemer som ABS-bremser, ESC og traction-control er tilpasset de ekstra kræfter.
Corsa OPC ‘Nürburgring Edition’ kendes fra den almindelige Corsa OPC på nydesignede 18 tommer alu-fælge med dæk i størrelsen 225/35R, en læbe under frontspoileren, dobbelt udstødningsrør i rustfrit stål samt ‘Nürburgring’ logo på B-stolperne.
Corsa OPC i ‘Nürburgring Edition’ bygges i et begrænset oplag på 500 styk. Prisen i Danmark kendes endnu ikke.