10 fede kabiner: Rolls Royce Phantom

I sommeren 2009 fik Steen Bachmann fra Bil Magasinet en unik mulighed for at teste coupé-udgaven af den enorme Phantom. Her er hvad han skrev:

- Mens bilfabrikanter over hele verden anstrenger sig for at få vægten ned, går Rolls-Royce den anden vej. Ikke fordi de ikke kan lave en bil, der vejer mindre end en yacht, eller fordi de ikke vil, men fordi vægt ikke har nogen interesse.

Kunderne vælger Rolls af samme årsag, som de altid har gjort: Fordi det er det bedste inden for traditionelt britisk håndværk.

Fremstillet af de bedste håndværkere, der kun arbejder med ædle materialer af fineste sortering. Så er det ligesom på plads. Med undtagelse af picnic-bagklappen i stål og fronthjelmen og A-stolpen i rustfrit stål, er chassiset opbygget i aluminium.

Profilerne fremstilles i hånden og kontrolleres med laser til en nøjagtighed af 0,1 mm, hvorefter de køres til svejsehallen. SHer svejses kun med håndkraft, og hver svejser begynder arbejdsdagen med en 300 mm svejsetest for at kalibrere udstyret til de aktuelle atmosfæriske forhold.

Pointen er at opnå den bedst mulige kvalitet af de i alt 130 meter svejsninger, spaceframe-chassiset består af.