Mayianne Dinesen vil ha' en englænder

Tv-værten Mayianne Dinesen har skiftet en gammel 2CV ud med en rap Peugeot 207 CC, men hun ville helst ha' en Jaguar

Mayianne Dinesen vil ikke gå på kompromis med noget. Derfor skal hendes bil være flot, rap, og den skal være åben. Alt det har hun fundet i sin røde Peugeot 207 CC. (Foto: Jakob Jørgensen)
Mayianne Dinesen vil ikke gå på kompromis med noget. Derfor skal hendes bil være flot, rap, og den skal være åben. Alt det har hun fundet i sin røde Peugeot 207 CC. (Foto: Jakob Jørgensen)

– Selvfølgelig handler jeg og sætter mig ordentligt ind i tingene, når jeg skal have ny bil. Derfor har jeg også fået en god handel på min Peugeot 207 CC, der har en motor på 1,6 liter og 120 hestekræfter. Og som blev kåret til årets motor både i 2007,08 og 09.

Det er lige før, at den ellers altid topfeminine tv-vært, Mayianne Dinesen, begynder at spytte på gulvet, så meget er hun inde i mekaniker-jargonen, når snakken falder på biler.

– Nå ja, nu har jeg jo kørt i Citroën 2CV de sidste ti år, men måtte til sidst sande, at skulle jeg følge med trafikken, var det tid til at skifte model. Og så kan man jo lige så godt gøre tingene ordentligt og sætte sig ind i sagerne.

At valget faldt på en Peugeot 207 skyldes mange ting.

Lækkert design
For det første har den lille, rappe sportsvogn foldetag

– et absolut must for Mayanne Dinesen, der elsker vind i håret om sommeren.

– Det er ren luksus i forhold til 2CV'eren, hvor man jo selv skal ud og rulle taget af. Så er det meget nemmere med Peugeoten. Der trykker jeg bare på en knap og vupti præcis 26 sekunder senere er taget kørt på eller af – alt efter behov.

Desuden er der designet, som tv-værten også er faldet for. Og endelig har Peugeot ry for at bevare en fin gensalgspris, og man er jo en prisbevidst dame ...

Drømmer om Jaguar
Selv om Mayianne Dinesen er lykkelig for sin ikke engang et år gamle røde Peugeot, har hun et godt øje til adskillige andre modeller.

– For tiden går jeg og lurer lidt på en Peugeot RC-Z, som ligner Audi TT ret meget. Med jævne mellemrum kører jeg forbi min forhandler, der har en sort model stående, og den er altså rigtig fin.

– Problemet er bare, at den ikke har kaleche, og nu er det jo endelig ved at blive varmt, så hvis jeg skifter, venter jeg lige, til efteråret nærmer sig.

Også den lillebitte Lotus Evora, som tv-værten så på en bilmesse sidste år, hører ind under kategorien drømmebiler. Ligesom Alfa Romeo gør:

– Selv om alle siger, at det er en lortebil, hvor alting hele tiden går i stykker.

Den ultimative drøm er imidlertid en engelsk klassiker.

– En Jaguar fra 1960'erne. Ingen biler er så flotte i designet, som dem. Hvordan kørerevnen er, aner jeg helt ærligt talt ikke, men de gamle Jaguarer er bare så smukke, at det nærmest kan være lige meget.

God til buler
Dårlige biler har Mayanne Dinesen ingen erfaringer med.

– Min Citroen 2CV skulle jo en tur til mekanikeren fra tid til anden, men den koster faktisk ingenting i reparation, så det hører med, synes jeg. Og fordi bilen jo er en gammel model, så må man forvente lidt slitage.

Også hendes nuværende bil har lige været en tur på værkstedet:

– Ja, jeg fik en bule. Du ved, når man kører inde i byen og pludselig taber noget på gulvet, som lige skal samles op ... og så viser det sig, at ham bilisten foran pludselig holder stille.

– En virkelig ærgerlig dumhed, men heldigvis skete der ikke noget alvorligt, så jeg må bare lære at se mig bedre for, næste gang, siger tv-værten.