Kvaliteten er fornuftig, men rusten lurer

Mikrobiler er ganske vist billige og økonomiske, men hvor godt holder de egentlig til hverdagens hårde slid? Det spørgsmål har vi stillet til Poul-Erik Christiansen, som er Teknisk chef hos Applus Bilsyn.

Denne gamle Honda Civic er godt rusten, og sådan går det også nemt for de nyeste minibiler. Rustbeskyttelsen er nemlig slet ikke god nok
Denne gamle Honda Civic er godt rusten, og sådan går det også nemt for de nyeste minibiler. Rustbeskyttelsen er nemlig slet ikke god nok

(Denne artikel hører til artiklen Så meget bil får du for under 100.000 kr.)

– Mikrobilerne ligger ikke mærkbart ringere end andre typer biler, hvad angår fejl. Men der kan være store forskelle fra mærke til mærke, siger han.

Generelt er der nogle problemer, som går igen på de små vogne, konstaterer han:

– Det er oftest bremseproblemer, vi ser på dem. Men de fleste af de bremseproblemer, vi ser, relaterer sig ikke så meget til mærket som til ejerens manglende vedligeholdelse.

- Når de bliver en halv snes år, begynder nogle mærker at træde igennem med flere rustproblemer end andre. Og der kan mikrobilerne måske være påvirket af, at de er noget lettere end andre biler.

– De er bygget lidt tyndere og mere spinkelt. Materialet er knap så kraftigt som på en stor bil.

– På mikrobilerne er ophæng og så videre jo også relativt spinkelt. Det træder tydeligt igennem. Men man kan ikke sige, at alle har det sådan, siger Poul-Erik Christiansen og fortsætter:

- Generelt synes vi, at kvalitetsniveauet ser meget fornuftigt ud.