Sætter bilen sig fast, vil det spare både tid og kræfter, at have et sæt snekæder og en sammenklappelig skovl med i bilen. Flere steder er snekæder ligefrem lovpligtige at have med i vintermånederne - blandt andet i Norge.
Gule sikkerhedsveste skal også være i bilen i adskillige lande, men uanset hvor turen går hen, er de gode at have, hvis bilen går i stå på en mørk vintervej.
Træktov og startkabler kan vise sig at være en rigtig god investering – afhængig af hvor meget du stoler på din bil i frostvejr. Det samme gælder frostsikret sprinklervæske, som er obligatorisk i Sverige.
Alt nødudstyret gør hurtigt pladsen trang, når unger, tasker og ski også skal med. Der er dog mindst to løsninger på det problem:
Den klassiske tagboks giver flere hundrede liter ekstra bagageplads. Men husk, at det er de lette ting, der skal i tagboksen. For meget vægt på taget går ud over bilens køreegenskaber – de fleste tagbokse må ikke laste mere end 50 til 75 kilo.
Rygsæk til bilen. Du kan læsse op til 60 kilo bag på bilen, hvis du har et anhængertræk. Svenske 'Thule' har lavet et system, som gør det muligt at spænde en blød eller en hård boks bag på bilen, der rummer op til 60 kilo. 'Easybase' hedder systemet, som er nemt at montere og bedre for benzinøkonomien end en tagboks, men glem alt om at åbne bagagerummet undervejs.