Ellinor Palm Pedersen havde en Hyundai Getz, men den har hun ikke længere.
For en lille måneds tid siden blev den nemlig stjålet fra parkeringspladsen i Linnesgade i København, hvor hun bor.
Så da hun for nogle dage siden åbnede et brev fra politiet, fik hun sig lidt af en overraskelse.
I brevet lå der et et billede af hendes bil med en fremmed mand bag rattet.
14 dage efter at Elinnor Pedersen fik stjålet sin bil, var tyven altså kørt i en fartfælde.
Af brevet fremgik det, at føreren af bilen kørte 58 km/t i en 50 km/t zone og derfor stod til en bøde på 500 kr.
Elinor kunne naturligvis nemt overbevise Automatisk Trafikkontrol hos politiet om at hun hverken havde kørt bilen og heller ikke vidste hvem der sad bag rattet i gerningsøjeblikket.
- Jeg undrede mig over at politiet sendte mig brevet, når jeg 14 dage forinden, den 2. februar havde meldt min bil stjålet til Politiet i City, fortæller Ellinor Pedersen, der ærgrer sig over at politiet ikke gør noget for at finde frem til manden, der sidder bag rattet i hendes bil.
Delte meninger
Det kan jo virke sært, at der ikke er en samordning af politiets oplysninger afdelingerne imellem og at politiet ikke er interesseret i et billede af en mulig gerningsmand.
Men det gør man ikke, fortæller Henrik Christophersen fra Automatisk Trafikkontrol i Valby.
- Vi sender det ikke frem til den politistation, der har modtaget politianmeldelsen. Stationen ville drukne i billeder og jeg tror ikke engang, at de er interesserede i dem.
Den oplysning kommer dog bag på politikommisær Lars-Christian Borg fra Københavns Politi.
- Det burde komme op med rød flammeskrift, når ATK får billeder af bil, som er meldt stjålet. Når en bil er efterlyst popper den automatisk op som en stjålet bil.
Som ejer vil man dog stadig modtaget et brev fra Automatisk Trafikkontrol, uanset om bilen er meldt stjålet.
Hvad så med brugstyverisagen af Ellinors Hyundai Getz?
- Principielt kan man finde en biltyv, og er det en vi kender, så er det lige til højrebenet.
Men ifølge Lars-Christian Borg sker der en daglig prioritering. Og det er ikke sikkert at biltyveriet får plads i den.
Det kan i praksis betyde, at tyven kan køre relativt uforstyrret, og helt gratis, rundt i bilen indtil han bliver stoppet i en anden forbindelse.
Godt for tyven, knap så godt fra Ellinor, som ikke regner med at kunne finde en en tilsvarende bil for de penge hendes forsikringsselskab har tilbudt hende.
Ud over billedet fra politiet har Ellinor modtaget to henvendelser fra Q8, fordi tyven har tanket hendes bil uden at betale.
- Politiet ved godt hvem han er, men de ved ikke hvor han bor, fortæller Ellinor Palm Pedersen.