Trist at Lada lukker, mener TV-vært

Mads Brügger er glad for sin Lada Niva, der går under navnet ’ulvefrisør-jeepen’

Deadline-vært på DR2 og ivrig Lada-kører. Mads Brügger købte sin Lada Niva i 2004. (Foto: Niels Christensen)
Deadline-vært på DR2 og ivrig Lada-kører. Mads Brügger købte sin Lada Niva i 2004. (Foto: Niels Christensen)

Gennem seks år har Mads Brügger gjort de danske veje usikre i en Lada Niva. Og valget af den russiske firehjulstrækker var ikke tilfældigt for DR2’s Deadline-vært:

- Designmæssigt er det den flotteste firehjulstrækker, man kan få. Det et design, der kan tåle tidens tand, siger Mads Brügger.

Men det er ikke kun designet, som har fået Mads Brügger til at investere i en bil, der kom til verden under den kolde krig i byen Togliatti ved Volgafloden.

- Det er den billigste firehjulstrækker, man kan få på hvide plader. Man får meget bil for pengene, og der findes meget få biler med personlighed i det prisleje, siger han og fortsætter:

- Skyggesiden er så, at det er en tikkende miljøbombe. Miljøafgiften er lige så høj, som på en stor ’Asger Aamund-BMW’.

Trist nyhed
Men selv om Niva’en stadig produceres i Rusland, til stor overraskelse for mange, har importøren altså stoppet salget i Danmark. Læs hvorfor her.

- Det er en trist nyhed, men jeg kan godt forstå det, for de har jo svigtet deres grundkoncept. De har forsøgt sig med nogle designs, som andre fabrikanter er bedre til at lave, siger Mads Brügger om de nyere modeller som Lada 110 og Kalina.

Hans Niva fik sin ilddåb under årets hårde vinter. Og den er suveræn i vintervejr, siger tv-værten:

- Den er lavet til at koldstarte i 40 graders frost. Så hvis klimaændringerne trækker i retning af en ny istid, så er det klart Lada Niva, man skal sætte sine penge på.

Men indtil det sker, er Mads Brügger ikke i tvivl om, hvilke signaler bilen sender til omverdenen:

- Clement Kjærsgaard kalder det for en ’ulvefrisør-jeep’, og det synes jeg er meget præcist. Der er jo noget Jeep i den, men det er jo en lille Jeep. Og så er der også noget brutalt og meget bastant over den, så derfor må det være nødvendigvis være en ’ulvefrisør’.

Klik på billederne og læs mere om de tre kendte Lada-modeller: