Toyota tilbagekalder 2,3 mio. biler

Verdens største bilproducent Toyota har valgt at kalde 2,3 millioner biler tilbage på grund af problemer med gaspedalen

For anden gang indenfor et år har Toyota problemer, som får speederen til at sætte sig fast
For anden gang indenfor et år har Toyota problemer, som får speederen til at sætte sig fast

Toyota har ikke ligefrem held i sprøjten for tiden. Toyota indkalder nu 2,3 millioner biler til et kontroltjek.

Sidste efterår drillede måtten i pedalbrønden i en række Toyota og Lexus-modeller.

Det førte til en række dødsulykker, fordi måtten ved en fejl holdt speederen nede.

Denne gang sætter speederen sig fast af sig selv.

Det drejer sig i alt om otte modeller, oplyser producenten, som ifølge denne statistik fra FDM om noget bilmærke står for troværdighed og driftsikkerhed.

- Vores undersøgelser indikerer, at der er en mulighed for, at visse gaspedaler, i sjældne tilfælde, låser sig fast i en delvist nedtrykt position eller langsomt returnerer til den oprindelige position, siger vicepræsidenten for Toyota i USA, Irv Miller.

- Som en konsekvens af vores engagement i bilernes sikkerhed og vores kunder har vi påbegyndt denne frivillige tilbagekaldelse, fortsætter han.

Problemerne kan opstå, hvis gaspedalens mekanisme bliver slidt, hvilket vil gøre den hårdere at trykke ned.

Om danske Toyota-ejere behøver at frygte for at bilen sprinter afsted uden varsel, er Toyota Danmark i gang med at undersøge.

- Vi er i gang med at undersøge, om der er biler på det europæiske marked, og herunder Danmark, som er omfattet, men der er endnu ingen konklusion, oplyser Toyota informationschef René Mouritsen.

- De eneste biler, som vi sælger i Europa, og som er omfattet af recallen i USA, er RAV4 og Corolla.