Den helt nye Opel Astra er fin, men forgængeren - Astra H fra 2004 - har også vist sig at være bundsolid.
Denne model betød et markant fremskridt for Opel. Ud over forbedrede dynamiske køreegenskaber og god komfort er den meget mere solid og driftsikker end forgængerne.
Tredje Astra-generation fra hovedfabrikken i Rüsselsheim er lige frem bygget som en tank, når man sammenligner med tidligere modeller, der op gennem halvfemserne led af alvorlige rustproblemer og tandremme, der sprang for et godt ord.
Nu er der styr på rustproblemerne, og bilen har en 12 års reklamationsordning på rust - den skal til gratis kontrol-eftersyn hos Opel en gang om året. Få alligevel undervognen behandlet, da delene ikke er galvaniserede.
Flere kopholdere
De tyske testere fra TÜV og ADAC giver Astra opadvendte tommeltotter, og danske ejere synes også at være overordentligt tilfredse med holdbarheden af deres bil. Eneste klage fra de tilfredse ejere er for lidt aflæggeplads og for få kopholdere!
Astra fås med et bredt udvalg af benzin- og dieselmotorer, hvor 1,4- og 1,6-benzinerne er de mest populære. Vi anbefaler en 1,6 med 105 hk, da den har det rette overskud, kombineret med en nogenlunde brændstoføkonomi.
Diesel-modellerne går fra 1,3 til 1,7 liter CDTI med mellem 90 og 150 hestekræfter.
- Dieselmotorerne har traditionelt altid været Opels store akilleshæl. I de første Astra'er var dieselmotorerne absolut ikke noget skrive hjem om, men det har heldigvis ændret sig i dag, siger Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk.
Markedet har dog ikke helt glemt, hvordan Opel plejede at lave dieselmotorer, og derfor kan værditabet her være højere.
Dårlige detaljer
Man skal generelt ned i detaljen for at finde de ømme punkter hos den seje tysker. Cd-afspilleren kan fejle, da Opel en overgang havde problemer med deres underleverandør.
Derudover er der på nogle eksemplarer problemer med servo-pumpen, ligesom positionslyset har en vane med at æde pærer, og ejere har været ude for at skifte pæren tre gange på 30.000 km.
Et andet problem er remtrækket til klimakompressoren. Når den går, giver det en kraftig raslen fra motorrummet. Inden man skriver under på slutsedlen, er det nok også en god idé at undersøge, om el-ruder, radio og aircondition virker efter hensigten.
I instrumentbordet kan visse advarselslamper lyse, uden at det nødvendigvis betyder, at noget er galt. Blandt andet kan ABS-lampen lyse, selv om bilen bremser, som den skal, og det er også en god idé at gennemprøve den fjernbetjente centrallås.
Men fejlene ligger i småtingsafdelingen.
En moderne Astra er altså en næsten fejlfri bilmodel med tilfredse ejere, så det ligner et godt køb. Det er Kenneth Andersen, direktør i Bilpriser.dk, helt enig i:
- Bilen har været snublende tæt på at vinde titlen som Årets Brugtbil i både 2008 og 2009. Alligevel har den en afskrivning på 49 procent på 2005- og 2006-modeller, hvilket er højt. Men det skyldes, at Astra stadig har et halv-dårligt rygte fra tidligere.
Desuden peger Kenneth Andersen på, at lave serviceomkostninger og reservedelspriser generelt gør, at man her får bil for pengene, hvis man vælger en Opel Astra.