Danskerne var flittige gæster hos bilforhandlerne i november. Efter et fald i bilsalg i oktober steg salgstallet i november til godt 15.000 solgte personbiler.
Dermed blev salget af personbiler i november det bedste i mere end 10 år, og 2011 som helhed tegner til at blive blandt de bedste bilår nogensinde.
- Markedet har udviklet sig utroligt stærkt i november. De private forbrugere køber flere biler end sidste år, og samtidig begynder firmabilsalget for alvor at fylde her sidst på året, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
LÆS OGSÅ: Danskerne vil have nye biler
Sælger flere større modeller
Dermed bliver der også ændret lidt på fordelingen af de solgte biler.
- Selv om de mindste biler fortsat udgør omkring 45 procent af salget, er der generelt kommet godt gang i salget af de lidt større modeller, siger Bent Mikkelsen.
December er traditionelt domineret af salg af firmabiler. Bent Mikkelsen ser klare indikationer på, at december ender med at blive en rigtig fornuftig måned for salget.
Dermed vil 2011 samlet set blive et rigtig godt år for bilsalget.
- Hvordan 2012 vil udvikle sig er derimod noget mere usikkert og afhænger blandt andet af, om den økonomiske uro i resten af Europa fortsætter, siger Bent Mikkelsen.
LÆS OGSÅ: SAAB går konkurs
Varebiler finder nyt niveau
Salget af varebiler har udviklet sig stærkt gennem 2011. I november kom næsten 2400 nye varebiler på gaden, svarende til 44 procent flere end i samme måned året før.
- Varebilsmarkedet er ved at finde et nyt niveau efter krisen, siger Bent Mikkelsen.
Private købere er stort set væk fra dette marked nu, men virksomheder investerer betydeligt i nye varebiler.
Salget af lastbiler steg i november kraftigt i forhold til året før. Der er ikke tale om et jubelår for lastbilsalget, men markedet er vendt tilbage til et mere normalt niveau, oplyser Bent Mikkelsen.