Alfa Romeo Tipo B, eller P3, som den også blev kaldt. Selve kronjuvelen af mesterværker fra den geniale, italienske konstruktør Vittorio Janos hånd, der virkelig var guddommelig indgriben på fire hjul. Det er sandsynligvis en af de mest kostbare modeller fra Alfa Romeo, der findes i dag. Den ville blive handlet for et tocifret millionbeløb – hvis du kunne finde en, der var til salg, hvilket er temmelig usandsynligt. Men jeg og en række europæiske journalistkolleger har fået lov at køre et eksemplar på testbanen Balocco.

Kaos og Alfa synes at gå hånd i hånd. Et charmerende kaos ganske vist, men kaos ikke desto mindre. Da vi ankommer til Balocco, står der klassiske Alfaer i lange rækker og laver oliepletter på asfalten, mens skyerne af blå røg fra udstødningen indhyller os i en nostalgisk aroma af blyholdig benzin, som sikkert vil give os varige mén de kommende år.

Der er et system for, i hvilken rækkefølge vi skal køre de klassiske biler. Der er bare ingen, som helt kan gennemskue, hvordan det fungerer.

Tipo B var ikke bare en Alfa Romeo. Det er bilen, som alle moderne Formel 1-racere nedstammer fra. Tipo B var videreudviklingen af Tipo A, den første monoposto, altså en racerbil med ét sæde. En ændring i reglementet betød nemlig, at mekanikerne ikke længere behøvede at være med i bilen under løbet.

Motorsportshistorie
Og så var det selvfølgelig i en Tipo B, at Tazio Nuvolari vandt det tyske Grand Prix i 1935, hvilket muligvis er den største bedrift i motorsportshistorien. Den lille Alfa med den opretstående køler og de skrævende forhjul må have lignet en dobbeltdækker ved siden af de aerodynamiske vidundere med de 16-cylindrede motorer fra Mercedes og Auto-Union.

LÆS OGSÅ: Alfa Romeo ræser gennem København

Men trods de dårlige odds arbejdede Nuvolari sig nådesløst op gennem feltet, indtil en punktering sendte ham tilbage til pitten. Det stoppede nu ikke den lille italiener, der med en umenneskelig kraftanstrengelse fik arbejdet sig gennem feltet endnu en gang.

Manfred von Brauchitsch førte løbet overlegent i sin Mercedes W25, men på sidste omgang fik han så en punktering, og Nuvolari kunne tage sejren foran 300.000 lamslåede tyske tilskuere.

Ikke engang den mest optimistiske ludoman ville have sat penge på, at det ville blive nødvendigt med andet end tyske flag til sejrsceremonien, så et ilbud måtte sendes af sted for at låne et italiensk flag hos en charcuteriejer i nærheden.

Arrig Führer
Orkesteret gik også i panik, for den tyske nationalsang var den eneste nationalsang, de kunne. Men et eller andet italiensk skulle de jo spille, og de fandt heldigvis et brudstykke fra Verdis opera Rigoletto. Hvis operaelskeren Nuvolari bemærkede det, lod han som ingenting.

Ironien var til at tage og føle på. Rigoletto er baseret på et skuespil af Victor Hugo, som blev bandlyst i et halvt århundrede efter blot en enkelt opførelse, på grund af dets satiriske skildring af magthaverne. Nu kunne Nuvolari og Alfa Romeo så modtage deres trofæ, mens Der Führer kogte af arrigskab på tribunen, og Victor Hugo lå i sin grav og grinede sin røv i laser.

LÆS OGSÅ: TV: Alfa Romeo lancerer sexet jubilæums-sportsvogn

Nu er det så min tur til at køre Tipo B. Eller rettere; det burde være min tur. En hollænder har sneget sig ind i køen hjulpet på vej af italienernes totale mangel på organisationstalent. Hollænderen kører en enkelt omgang i et tempo, der kunne få selv en bedemand til at sukke utålmodigt, og da han vender tilbage, syder Alfa'en af manglende køling og så – vaffanculo! En mørk sø breder sig under den lange motorhjelm.

– Aqua, konstaterer den lille mekaniker, hvis opgave det er at passe på den blodrøde Alfa.

Hvis han havde sagt 'Olio', havde jeg været nødt til at holde hollænderens hoved mod den skoldhede udstødning!

– Ten minut, siger den lille mekaniker og holder fem fingre op.

Det er som at stige om bord i et jagerfly. Det er muligvis en kliché, men det er den eneste måde at beskrive fornemmelsen på, når du sidder der bag den lille vindskærm, og udsigten over den lange køler er den samme som Caracciola, Nuvolari, Chiron og Campari nød i sin tid.

Et frydefuldt brøl
Mekanikeren sætter starteren på. Jo, den startes som en moderne F1-racer, blot forfra. Den vågner til dåd med et frydefuldt brøl – fyldt med dyb bas og skarpe kanter. Men udstødningen slår også kun en enkelt kurve eller to mellem forbrændingskammeret og friheden.

Den falder til ro i en rumlende tomgang, der giver dig gåsehud nok til at ridse en butiksrude. Alfa-folkene synes nu ikke at have lært noget af fadæsen fra før. Ingen kan finde fotografen, på trods af, at der bliver lavet mange fagter og peget i alle retninger. Og skal der pludselig være en politibil med ...

Hvis kølevandstermometeret ellers fungerede, ville nålen være på kogepunktet. En Tipo B er ikke konstrueret til at holde i tomgang i 30 graders varme, mens en flok italienere afgør, hvem der er mest uduelig.

Varmebølgerne fra kølerillerne i den lange, smukke kølerhjelm bliver stadig mere intense. Til sidst bliver det for meget for den lille mekaniker. Der er ingen tvivl om, at han har et mere lidenskabeligt forhold til den blodrøde Alfa end de fleste medlemmer af sin nærmeste familie.

– Avanti, avanti!, siger han.

Som en god Barolo
Et fast tag om gearstangen. Første gear. Måbende ansigter, da omdrejningerne stiger med et knald fra den lange sorte udstødning. Avanti!

Det her er ikke en bil. Det er en motor med hjul. Du sidder lige der mellem otti cilindri på række og en 140-liters benzintank. Du skal ikke finde grænserne. Den skal opleves, sanses, danse på tungen – den skal nydes, dråbe for dråbe, som en god Barolo. Desuden har du ingen hjelm på. Eller sikkerhedssele, for den sags skyld.

Det er meget nemt. Hvis du kører galt, så dør du. Om ikke andet af skam over at have sat en Tipo B i hegnet.

Den tager ikke andet gear, men det gør ikke noget, for der er rigeligt moment til at gå direkte i tredje og så skifte ved 4500 o/min. Albuerne må finde sig i at hænge udenfor, for at du kan holde på det store rat.

Til gengæld sidder du lavere end i mange andre af datidens racerbiler, da konstruktøren i stedet for et differentiale lod drivakslerne gå fra gearkassen og direkte til baghjulene på hver side af sædet.

Tårer i øjnene
Faktisk sidder du overraskende komfortabelt, selv om den hopper over ujævnhederne på sine bladfjedre, mens dit ansigt passerer igennem den varme luftstrøm fra rillerne i kølerhjelmen.

Det meste af tiden sidder du med hånden inde under rattet for at skifte gear. Du får lige præcis tilpas meget understyring ind i svingene, og vænner dig til at korrigere bagenden minimalt på vej ud.

Det her er ikke bare en bil; det er et kunstværk i olie, benzin og varmt metal. Det er en så overvældende fornemmelse at sidde her og mærke den. Det er godt, at jeg til enhver tid kan påstå, at det er vinden, som giver tårer i øjnene.

Tænk at have kørt et Grand Prix i denne bil i Monacos gader. Dengang var løbene så lange, at det ikke var usædvanligt, at man stoppede undervejs for at spise frokost. Så dækkede mekanikerne et lille bord i pitgaragen, så alle, inklusive kørerne, kunne få en hurtig portion pasta og et glas rødvin.

Iz not allowed!
Det bliver der ikke noget af i dag. Faktisk har det italienske temperament sikkert passeret kogepunktet på nuværende tidspunkt. Men hellere deres end Alfa'ens, tænker jeg.

Og når folk ikke kan blive mere sure, så er der jo ret beset ingen grund til at stoppe. Så jeg skyder en genvej på det stykke af banen, der ikke kan ses fra pitten, og får på den måde en omgang til. Da jeg kommer, er forvirringen ikke blevet mindre mellem fotografen (der nu er dukket op), fotobilen og politibilen.

Alfas nye internationale pressechef, som jeg kender fra Ferrari, hvor han også var komplet uduelig, er tydeligvis temmelig arrig.

– Iz not allowed!, hvæser han.

Som om den sætning nogensinde har gjort indtryk på nogen.

– Jamen, han sagde jeg skulle, siger jeg, og nikker mod den lille mekaniker, der anerkendende klapper Alfa'ens lange motorhjelm, hvor køleren nu ikke længere syder som en trykkoger på et dampvaskeri.

Tid til billeder
Faktisk spinder de otte cylindre mere kælent end nogensinde, mens kompressoren snurrer lystigt.

Den lille mekaniker sender mig et anerkendende nik over, at jeg har passet så godt på hans juvel. En mand efter mit hjerte.

– Jamen, nu er det finito, snerrer pressechefen triumferende.

– Nej! Nu skal vi tage billeder, svarer jeg.

Havde der været en pris for at se stålfast ud, havde jeg fandeme fået den.

Tilbage med første gear. Fotografen vælter ind i bagagerummet på fotobilen, mens politibilen slet ikke når at komme med.

Finito!
Vi kører en omgang, mens jeg råber til føreren af fotobilen, at han kører for langsomt, hvilket han ikke forstår meget af. Men det er lidt svært at kravle af sted i en Tipo B, der mangler andet gear.

Da vi kommer tilbage til pitten er der en kø af journalister, der også vil prøve den blodrøde Alfa. De sender mig morderiske blikke. Jeg sender dem et glædestrålende smil.

Den lille mekaniker stirrer på dem med et panisk udtryk, som var han blevet bedt om at udlåne sin kone til et bordel.

Jeg slukker motoren.

– Olio, siger den lille mekaniker, og peger på en plet på asfalten, der sandsynligvis har været der hele tiden.

– Finito!

Ikke mere blodrød Alfa i dag.

Jeg vil sværge på, at han blinkede til mig.