Christian Grau: Tre biler er ikke nok!

På trods af vores høje afgifter på køretøjer fødes der stadig en bilnørd i ny og næ - Christian Grau er en af dem, læs interviewet med ham hér

Du er svært begejstret for biler, men hvornår og hvorfor opstod interessen?
- Jeg har interesseret mig for biler, ligeså længe jeg kan huske, så vi er tilbage i min tidlige barndom. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er min far, der har plantet interessen. Jeg er skilsmissebarn, og når vi var hos min far, fordrev vi ofte tiden med at køre en tur i bilen – til Møns Klint, Gåsetårnet i Vordingborg eller Vikingebyen i Lejre.

Det var nok sådan lidt zen-agtigt, glæden ved at være undervejs og ikke målet i sig selv. Når vi så sad der i bilen, og der komme en lækker forbi, afbrød min far al sang og samtale for at pege den ud, og det har smittet af på mig.

Hvad kører du selv?
- Jeg er den lykkelige ejer af en Jaguar XK8 fra 1996. En bil der er købt alene med øjnene og hjertet. Man gør jo gerne det, at man først rigtig aktiverer hjernen efter købet, når man skal rationalisere det overfor sig selv, hvorfor det lige blev den bil.

LÆS OGSÅ: Legendarisk tidsmaskine kan blive din

Det gør jeg så ved at betragte det som en stor oplevelse at have sådan en bil, og det alibi fungerer egentlig meget godt for mig.

Hvad kommer vi aldrig til at se dig køre i?
- Altså man kan jo se mig i alverdens biler som motorjournalist, og i det øjemed synes jeg faktisk, det er sjovt at prøve ALT. Men der er nogen biler jeg har mere travlt med at understrege ikke er mine egne end andre.

Jeg skal aldrig have en MPV. Hvis jeg havde mange børn eller brug for pladsen, ville jeg købe et rugbrød – aldrig en MPV. Jeg går heller ikke rundt i lystfiskervest, selv om det er smart med alle lommerne.

LÆS OGSÅ: Gammel Volvo slår Ferrari

Jeg har desuden svært med at se mig selv købe en koreansk bil – og listen med mulige japanere er også kort, men der er trods alt ,nogle stykker jeg godt kan lide – Datsun 240Z, Toyota 2000 GT osv. Koreanerne er historieløse og japanerne mangler sjæl. Det er som om, det er en dimension, de slet ikke dyrker.

Koreanerne er gået fra bare at være billige til også at ville vække følelserne, men det er altså de forkerte følelser, de vækker i mig. Jeg er bilsnob, så lægger vægt på historien, traditionen og æstetikken. Det fungerer for mig, men jeg forstår godt at folk, der ikke deler den glæde og opfattelse disponerer anderledes.

Hvis der var frit valg på alle hylder, og du måtte vælge tre automobiler, hvilke skulle det så være?
- Det er en leg, jeg jævnligt fordriver tiden med, dog i en mere gavmild version med fem biler. Tre er simpelthen ikke nok, man skal mindst have fire, men ok jeg tager udfordringen og siger, at så må det blive en bil til familien, en til mig selv og en klassiker.

Det jeg så savner er den cabriolet, som burde være en menneskeret, men det vender vi tilbage til. Til familien venter jeg lige på den nye Audi A6 AWD. En bil der kan det hele – plads, komfort og fremkommelighed under alle forhold. Til mig selv hopper jeg på en Porsche 911. Bare en Carrera S, ikke firehjulstræk og ikke en GT3 med hele det der spoiler-helvede.

LÆS OGSÅ: Den fedeste 80'er lyd

Jeg er selvfølgelig fristet af en Ferrari, men der ville være for mange dage, hvor det gjorde ondt at sætte sig ud i den. Porschen kan holde til at blive brugt, og så er det samtidig en diskret sportsvogn, som ikke kræver, at du hele tiden forholder dig til omverdenen, fordi alt liv fryser, og alle kigger på dig.

Så kan jeg jo nappe en klassisk Ferrari som tredje bil, og det bliver hævet over enhver tvivl, en Ferrari 246 GT Dino. Det er den smukkeste Ferrari i mine øjne, og en meget sanselig bll at køre. Det var tre, men jeg forlanger af få en cabriolet også, og det bliver en Maserati GranCabrio – den smukkeste åbne bil på markedet.

Læs resten af interviewet på My-Pleasure.dk...

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere