Pas på: Dieselbilen kan blive dyr

Diesel er dyrt, når det går i stykker, og det egner sig slet ikke til bykørsel - læs hvorfor

Alle bilmærker kan blive ramt af dyre nedbrud, så denne Peugeot 207 1,6 HDI Comfort Plus er også i farezonen. (Arkivfoto: Finn Frandsen)
Alle bilmærker kan blive ramt af dyre nedbrud, så denne Peugeot 207 1,6 HDI Comfort Plus er også i farezonen. (Arkivfoto: Finn Frandsen)

Så kontant er udmeldingen fra flere tekniske chefer i større danske bilvirksomheder.

Søren Carlsen, tekniker hos Opel kalder det "direkte dræbende for en dieselmotor" at køre i bytrafik, og hos bilisternes forbrugerorgansisation, FDM, fraråder tekniker Jørgen Jørgensen direkte, at man køber dieselbiler.

- Det er på tide, at der er nogen, der får øje på, at det kan være dyrt at køre diesel, siger Jørgen Jørgensen, og forklarer at man hos FDM oplever masser af dyre motorskader der skyldes, at folk har et kørselsmønster, der ikke passer til moderne dieselmotorer.

Skaderne opstår, når motorerne soder til i de såkaldte dyser, partikelfiltre og indsugning plus en type skader, som opstår, når motorolien bliver fortyndet med dieselolie pga. dårlige driftbetingelser.

På Bilbasen.dk kender man også til problemet:

- Der går heller ikke mange dage imellem, at vi hører om nedbrud og regninger på 25.000 kr. – 50.000 kr. på dieselbiler, der er ude over garantiperioden. Med regninger i den kaliber kan fordelen ved de mange km/l nemt gå tabt. Dieselbilen er en gave til de, der kører langt på motorvej ved høj fart eller på landevej i mange km dagligt – for alle andre skal der grundig overvejelse til, fortæller Ebbe Sommerlund fra Bilbasen.

Og ifølge FDM er det ikke bare enkelte bilmodeller, der bliver ramt af regninger i 40-100.000 kroners klassen.

- Vi ser dem på alle bilmærker, siger Jørgen Jørgensen.

Eksplosion i salget
Dieselmodeller er mere populære end nogensinde før. Udviklingen på dieselmotorer er eksploderet, og fra år 2000 til 2010 er andelen af biler med dieselmotor steget fra 13 til 47 procent.

Forklaringen er at dieselmotorer kører langt på literen og miljørigtige - på papiret.

Brochurerne lover måske 25 km på liter, men i praksis kører folk omkring 17 km pr. liter i en bil, som på papiret skal gå 23 km på literen.

- Man lokker med lavt forbrug, lave CO2-tal og lave afgifter, men er der i praksis rigtig mange, der oplever at de ikke kan køre så langt på literen eller biler der forurener, siger Jørgen Jørgensen.

Velkendt
Hos importørerne og forhandlerne kender man ifølge FDM udmærket problemerne.

- Når vi taler med imporerer de godt problemet, men markedsafdelingen er enormt forhippede på at sælge biler, og så står teknikerne med problemerne bagefter.

Samtidig er der en lang række firmaer der i miljøet navn pålægger deres medarbejdere at køre dieselbiler - og det er helt misforstået mener Jørgen Jørgensen.

- Når indkøberen i kommunen køber dieselbiler ind til hjemmeplejen, kan han sidde og pudse glorien altimens bilerne derude kører i en mønster, som er ødelæggende for både miljø og motorer.

Jørgen Jørgensen anbefaler at man som indkøber i kommuner eller leder i virksomheder i mange tilfælde burde vælge de små, moderne benzinmotorer med turbo, som giver samme køreoplevelse.

Dumper til syn
De syge dieselmotorer bliver ofte opdaget, når de dumper til syn pga. dårlige røggastal - det betyder at de udleder for meget sod, og det er ofte her at ejerne opdager at det kan bliver dyrt.

Og så begynder værkstederne nemlig ofte at skifte dyre stumper ud fra en ende af. Måske skifter værkstedet et en ventil, og når det ikke hjælper begynder man at udskifte dyre dele som partikelfilter og dyser. Og så kan du risikere at skulle vinke farvel til 40.000-50.000 kroner - og endda ingen garanti for at motorerne kommer på rette spor igen, forklarer Peter Herstad fra firmaet J.R. Autoteknik, der ofte får biler ind, hvor mærkeværkstederne har opgivet at få bilen igennem syn.

Peter Herstad mener, at man aldrig bør sige ja til en dyr reparation, før man har fået en second opinion.

FDM giver samme anbefaling.

- Det kan blive vanvittigt dyrt uden at du er sikker på at problemerne bliver løst, forklarer Peter Herstad, der lige har haft en sag med en Citroen C5, som havde fået skiftet dele for 40-50.000 kr. uden at bilen kunne gå gennem syn af den grund.

Faktaboks:

Men hvordan ved man, at ens bil er i farezonen? Korte ture, hvor bilen ikke når at blive varm, er en dræber. Grænsen er flydende og afhænger af om du kører langsomt i bykørsel eller kører på motorvej.

- Har man under 25-30 km på arbejde, opstår problemerne. Tallet kan dog være noget lavere, hvis du kører direkte på motorvej og ikke holder i kø på vej til arbejde, siger Jørgen Jørgensen.

Nye biler med lange serviceintervaller skaber også problemer for bilerne. Og af samme årsag er en række bilfabrikker gået tilbage fra såkaldt longlife service på f.eks. 30.000 km til 20.000 km. Hyppige olieskift er nemlig afgørende for motorens levetid.

Rens motoren
Ifølge FDM er en såkaldt motorrens ikke optimal, men det kan være bedre end at skifte motordele for tusinder af kroner. Motorrens som Bell Add og Smogdoctor er ikke hokus pokus, men brugbare måder at få renset bilens motor, når den er sodet til. En motorrens, som du selv foretager, kan gøres for et sted mellem 200 og 400 kroner oplyser Jan Parbst fra Smog Doctor Scandinavia. Værkstederne bruger ofte den såkaldte Bell Add-metoder, hvor bilen står stille på værkstedet og motoren bliver renset af en særlig maskine. Det er en noget dyrere kur.

Faktaboks

Justering kan løse problemet
Hos firmaet J.R Autoteknik løser man ofte problemerne ved at ændre i bilens motorsoftware, så sodtallene ændres. Problemet er ifølge ejer Peter Herstad, at enormt skrappe udledningsnormer gør motorer meget følsomme overfor uhensigtsmæssige driftforhold. Og så begynder de at forurene, så meget at de ikke kan klare syn. Og når synes ikke kan klares, er det ensbetydende med at bilen forurener mange gange mere end den er opgivet til, forklarer Peter Herstad.

Hans løsning på problemet er ofte at justere motorstyringen væk fra fabriksindstillingerne.

- Det giver en tydelig forbedring af den målbare udledning, forklarer Peter Herstad.

Og selv de autoriserede bilforhandlere vælger den løsning, som alternativ til udskiftning af en masse dyre dele, forklarer Peter Herstad.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

14,8 millioner kroner blev samlet ind på en time