Gammel bil - god forretning

Mette Reissmann fra TV3's 'Luksusfælden' er selv økonomisk bevidst. Hun vasker kun sin Opel Corsa hvert andet år, men er en sirlig bilejer

Mette Reissmann har styr på privatøkonomien, så selvfølgelig køber hun kun brugte biler –  og så beholder hun dem i laaang tid. Sin Opel Corsa 1,4 har hun efterhånden haft i ti år.
Mette Reissmann har styr på privatøkonomien, så selvfølgelig køber hun kun brugte biler –  og så beholder hun dem i laaang tid. Sin Opel Corsa 1,4 har hun efterhånden haft i ti år.

Du kender hende fra TV3's 'luksusfælden', hvor Mette Reissmann hjælper danskere i økonomisk krise med at få styr på pengene. Det handler i høj grad om at se de barske realiteter i øjnene: Vi har ikke altid råd til de tasker, møbler eller biler, vi drømmer om, og er derfor nødt til at opføre os fornuftigt - nogen vil sige kedeligt - hvis vi ikke pludselig skal drukne i rudekuverter.

- Det gælder også for mig selv. For eksempel kører jeg stadig rundt i min 11 år gamle Opel Corsa 1,4 Swing, som jeg købte brugt for ti år siden til 95.000 kroner, siger forbrugseksperten.

Selv om hun købte brugt, valgte Mette Reissmann ikke bare den første og bedste model, hun faldt over. Næh, hun undersøgte tingene - tjekkede forskellige forbruger- og sikkerhedstester, før hun besluttede, at det var en Opel Corsa, hun skulle have:

- Corsaen var en af de modeller, der var mest holdbar og skulle have færrest reparationer. Den havde klaret sig fint i sikkerhedstester, og så var den billig både i indkøbspris og vægtafgift, derfor valgte jeg lige den model.

Passet og plejet
Kun cirka en gang hvert andet år vasker hun sin bil, men derfor skal man ikke tro, at den ellers bliver forsømt.

- Nej, jeg er en meget sirlig bilejer, som passer alle serviceeftersyn og får den repareret, bare der er det mindste galt. Foreløbig har den fået skiftet lydpotten tre gange og kileremmen en enkelt gang. Desuden har den fået skiftet en dør, fordi der engang var nogen, der kørte ind i mig.

I dag er Opelen måske ikke den mest imponerende bil på vejen, man den har stadig en fin gensalgsværdi, så derfor overvejer Mette Reissmann at sælge den:

- Jeg har tjekket markedet, og på en god dag kan jeg få 20.000-25.000 kroner for den. Hvis det lykkes, har jeg haft bil i ti år for 75.000 kroner - og det er da meget godt.

Tjek forsikringen
Også når det kommer til forsikringen, har Mette Reissmann styr på økonomien. For nylig skiftede hun sin bilforsikring hos Codan ud med en fra Alka, og med et slag sparede hun på den måde 4000 kroner om året.

- Der er rigtig mange penge at spare ved at gribe hverdagens udgifter praktisk an. Så kan det godt være, at min bil ikke ligefrem skinner på vejene, men det er jeg altså fløjtende ligeglad med.

Selvfølgelig er det vemodigt efter ti år snart at skulle sige farvel til den gamle bil, men den gode nyhed for Mette Reissmann er, at hun igen vil investere i en brugt Opel Corsa - bare en lidt nyere model.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere