Bilsalget vil falde drastisk

Forhandlerne venter, at bilsalget går ned med en tredjedel til næste år og foreslår en skrotningspræmie for få flere til at købe bil

En skrotningspræmie vil være til gavn for alle, siger DAF-direktør Preben Kjær. (Foto: Bo Svane)
En skrotningspræmie vil være til gavn for alle, siger DAF-direktør Preben Kjær. (Foto: Bo Svane)

Udsigterne for bilsalget i det kommende år er dystre. Danmarks Automobilforhandler-Forening har netop for anden gang nedjusteret sine forventninger til 2009. Der forudses en nedgang på 36 procent.

- Årsagerne er bank- og finanskrisen og stigende arbejdsløshed, siger DAF's direktør, Preben Kjær. Sådanne forhold er erfaringsmæssigt bestemmende for 80 procent af salget. Det er kun de sidste 20 procent, forhandlerne selv kan påvirke.

Når arbejdsløsheden stiger, som den gør nu, falder salget lige med det samme. Det samme sker, når bankerne hæver renten på billån eller bliver mere nøjeregnende med kreditvurderingen.

En stor del af bilsalget i dag handler om bil nummer to til familier med to udearbejdende voksne. Den kan undværes, når økonomien strammer til.

Staten vil miste ni milliarder
En så voldsom salgsnedgang har ikke alene betydning for forhandlerne, men i høj grad for staten, som vil komme til at mangle ni milliarder kroner i indtægt fra registreringsafgift.

Derfor foreslår DAF, at der igen indføres en skrotningspræmie, som kan være med til at få de 250.000 gamle og forurenende biler fra før 1990 uden katalysator væk fra vejene.

- Vi ved fra tidligere undersøgelser foretaget af Transportrådet, hvad der sker, når folk får skrotpræmie for en gammel bil, fortæller Preben Kjær:

10 procent køber en ny bil, 40 procent køber en nyere brugt, og de sidste 50 procent begynder at cykle eller køre kollektivt.

Krisehjælp
På den måde får staten ekstra nybilafgift og brugtbilmoms, der bliver solgt flere bus- og togkort, miljøet får det bedre, og folkesundheden stiger.

Mens regeringerne i de bilproducerende lande overvejer krisehjælp til bilindustrien, er Preben Kjær udmærket klar over, at der ikke er nogen politisk interesse for at komme den danske bilbranche til hjælp.

- Men en ny skrotningspræmie har udelukkende positiv virkning på så mange felter, at den må være i alles interesse, siger bildirektøren.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere