Krisen rammer biludstilling

Mange bilfabrikanter melder afbud til North American International Auto Show, der finder sted i Detroit kort efter nytår

Den årlige udstilling er en stor social begivenhed i Detroit. Her ses Chrysler-chefen Bob Nardelli, Ford-chefen Alan Mulally og GM-chefen Rick Wagoner i stiveste puds ved dette års gala-aften til fordel for fattige børn.
Den årlige udstilling er en stor social begivenhed i Detroit. Her ses Chrysler-chefen Bob Nardelli, Ford-chefen Alan Mulally og GM-chefen Rick Wagoner i stiveste puds ved dette års gala-aften til fordel for fattige børn.

Selv når det går sløjt i bilbranchen, plejer de store internationale biludstillinger at blive afviklet med pomp og pragt. Det gælder jo om at præntere produkterne bedst muligt og stimulere købelysten hos publikum.

Denne gang er der dog tale om mere end en afmatning. Krisen rammer North American International Auto Show, som finder sted i Detroit i januar næste år. Det strømmer ind med afbud. Senest har Nissan meddelt, at man ikke stiller op med mærkerne Nissan og Infiniti. Forleden var det Mitsubishi, der meldte fra, og der var i forvejen afbud fra Suzuki, Land Rover, Rolls-Royce og Ferrari.

Udstillingen koster hundredevis af millioner dollar. De firmaer, som har dårligst råd til at stille op, nemlig de lokale Chrysler, GM og Ford, kan næppe tillade sig at blive væk, hvis de skal gøre sig håb om at bevare omverdenens tillid.

De fleste af dem, der har sendt afbud, lider ikke at akut pengemangel. Men med et amerikansk bilsalg på det laveste niveau, nogen kan huske, anser de det simpelthen ikke for at være pengene værd at vise varerne frem i Detroit.

Nissan, som har sendt det seneste afbud, siger til branchebladet Automotive News, at man regner med at budskabet om firmaets produktnyheder i 2009, Nissan 370Z og Nissan Cube, trængte igennem på Los Angeles-udstillingen i sidste uge. Derfor vil man spare pengene ikke alene til Detroit-udstillingen, men også til biludstillingen i Chicago, der finder sted måneden efter.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere