Hjælp til Opel afgøres inden jul

Den tyske regering er indstillet på at spænde et sikkerhedsnet ud under Opel og vil undersøge forudsætningerne

God vilje var der masser af, da forbundskansler Angele Merkel mødtes med GM´s Europa-chef Carl Peter Forster. (Foto: DPA)
God vilje var der masser af, da forbundskansler Angele Merkel mødtes med GM´s Europa-chef Carl Peter Forster. (Foto: DPA)

Hvis General Motors går konkurs, trækkes Opel med. Det er den tyske forbundsregering grundlæggende indstillet på at forhindre ved at stille en lånegaranti for den tyske afdeling af verdens indtil for nylig største bilproducent.

Det meddelte forbundskansler Angele Merkel i aftes efter møde med GM´s Europa-chef Carl-Peter Forster og Opel-chef Hans Demant.

Opel er ikke akut pengenød, men kan komme det, hvis GM går ned. Opel beder ikke staten om penge, men om kaution for lån, som firmaet ellers ikke ville kunne få.

Regeringen vil træffe afgørelse inden jul og i mellemtiden 'konstruktivt undersøge' forudsætningerne for en sådan garanti.

Regeringen ønsker at undgå, at pengene havner i et fallitbo i USA, men bliver hos Opel og i Tyskland.

Også de delstater, hvor Opel har fabrikker, stiller sig positivt. Opel beskæftiger i Tyskland godt 25.000 mand, hvortil kommer det dobbelte antal hos underleverandører.

Tyskland skal sikre sig, at en eventuel hjælp ikke strider mod EU-retten, men også EU´s konkurrencekommissær ser positivt på mulighederne. Dernæst skal regeringen have defineret Opel som et 'særtilfælde' for ikke at rejse en bølge af krav om hjælp til andre brancher, der er ramt af krisen.

Carl-Peter Forster har for første gang sat beløb på den støtte, som Opel i givet fald får brug for. Det drejer sig om noget over en milliard euro.





0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere