GM opgiver køb af Chrysler

General Motors vil nu koncentrere kræfterne om at redde sig selv. Firmaet er ved at løbe tør for driftskapital

General Motors mister over en milliard dollar om måneden og er i akut fare for at løbe tør for penge. (Foto: GM)
General Motors mister over en milliard dollar om måneden og er i akut fare for at løbe tør for penge. (Foto: GM)

General Motors har opgivet at overtage den ligeledes kriseramte konkurrent Chrysler. Det oplyste GM samtidig med fremlæggelsen af regnskabstallene for tredje kvartal.

USA´s største bilproducent, der ikke har haft overskud på årsregnskabet siden 2004, har sat yderligere 2,5 milliarder dollar til i løbet af de sidste tre måneder. Og det er endda efter, at engangsindtægter er regnet med, så det reelle tab har været 4,2 milliarder dollar.

GM har nu kun 16,2 milliarder dollar tilbager i kontanter. Firmaet har tidligere oplyst, at der er brug for mellem 11 og 14 milliarder dollar til den daglige drift. Det betyder, at GM kan løbe tør for kontanter, før de iværksatte spareforanstaltninger får fuld virkning, og det kan ske ellerede tidligt næste år.

General Motors har ligesom Ford og Chrysler anmodet regeringen om hjælp. Ud over 25 milliarder dollar i lavtforrentede lån, ønsker bilindustrien at få adgang til den pulje på 700 milliarder dollar, som regeringen har sat af til at hjælpe bankerne.

I modsætning til de fleste udenforstående mener GM-ledelsen fortsat, at der kunne være fordele ved at overtage Chrysler, men i øjeblikket vil man koncentrere sig om at redde GM. Chrysler har meddelt, at man fortsætter med at søge strategiske alliancer og samarbejdspartnere.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere