BMW-arving afpresset i sex-sag

BMW-bestyrelsesmedlem Susanne Klatten, Tysklands rigeste kvinde, forsøgt afpresset millioner med trussel om offentliggørelse af sex-billeder og -videoer

BMW-arvingen, der ellers har levet tilbagetrukket, er nu kommet i offentlighedens søgelys. (Foto: AP)
BMW-arvingen, der ellers har levet tilbagetrukket, er nu kommet i offentlighedens søgelys. (Foto: AP)

Milliardæren Susanne Klatten, der er datter af BMW´s redningsmand Herbert Quandt og medlem af BMW´s bestyrelse, har hidtil ført en tilbagetrukket tilværelse uden for offentligheden søgelys.

Men nu er den 46-årige kvinde kommet i aviserne i hele Europa. Årsagen er billeder og videooptagelser fra møder med en 41-årig schweizisk charmør, som hun har haft stævnemøder med på forskellige luksushoteller. Mindst to andre tyske millionøser er også kommet i kløerne på schweizeren og har betalt ham millioner.

Sammen med en 63-årig italiensk 'guru' og sektleder skal schweizeren have planlagt at afpresse rige kvinder millionbeløb med trusler om skandalisering, hvis de ikke betalte. Guruen og hans familie skal have stået for billedoptagelserne fra et naboværelse under de intime stævnemøder.

Betalte syv millioner euro
I første omgang appellerede schweizeren til 'elskerindernes' gode hjerte med en historie om, at han var kommet i kløerne på mafiaen og havde brug for penge til at betale sig fri. Den historie troede Susanne klattten angiveligt på og udbetalte ham syv millioner euro.

Da han senere forlangte et langt større millionbeløb og fremsendte et trusselbrev med en DVD indeholdende billeder fra deres stævnemøder, anede BMW-arvingen sagens sammenhæng og gik til politiet. Både schweizeren og den 63-årige italiener, der måske er hovedmanden i affæren, er anholdt. Politiet har beslaglagt millionbeløb i kontanter samt dyre biler som en Lamborghini og en Rolls-Royce, ligesom det har vist sig, at banden har investeret mange penge i ejendomme i Egypten og Kroatien.

Susanne Klatten deltager aktivt i ledelsen af BMW som bestyrelsesmedlem. Hun har i forbindelse med sin uddannelse arbejdet som praktikant i firmaet, men under navnet Susanne Kant for ikke at blive kendt. På den tid mødte hun sin nuværende mand, ingenøren Jan Klatten. Han fik først at vide, hvem hun virkelig var, efter adskillige måneders bekendtskab.

Sammen med sin moder og sin broder ejer Susanne Klattten over 46 procent af BMW. Desuden ejer hun halvdelen af kemifirmaet Altana, som for to år siden solgte sin medicinalafdeling fra til danske Nycomed for 4,5 milliarder euro.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere