Diskret kirurgi fra Mazda

Begrænset facelift: Mazda rumsterer for at få flere private kunder til deres pickup og håber på at kunne nå at være ude til julehandlen

Mazda BT-50 har fået lidt ekstra krom og andre småting, men den er stadigvæk langtfra cool nok til de private købere. (Foto: Thomas André Petersen)
Mazda BT-50 har fået lidt ekstra krom og andre småting, men den er stadigvæk langtfra cool nok til de private købere. (Foto: Thomas André Petersen)

DUBROVNIK (Ekstra Bladet): Første facelift efter kun to år på markedet er tidligt.

Men Mazda har haft problemer med at nå bredt ud til privatkunder - en vigtig målgruppe, hvis en pickup skal få optimal succes som både arbejdsbil og cool allrounder for fritidsaktivister.

Det sidste er ikke interessant herhjemme.

Mazda BT-50 sælges stort set ikke til private, for ingen private med behov for andet end den seje Mazdas tre ton anhængervægt køber den alligevel.

Det sørger vores afgiftsregler effektivt for at håndhæve.

Men internationalt er der et større marked blandt private, og de får nu lige en hilsen for at huske dem på, hvad Mazda BT-50 kan.

Andet bliver det ikke til.

Rent teknisk og praktisk er der ingen ændringer.

Motor, gearkasser og teknik fortsætter uændret.

Kun en MP3-udgang til stereoanlægget og ændret design er nyt, og det flytter næppe noget hos landets anlægsgartnere.

Det seje udtryk
Fronten er peppet lidt op med minimale ændringer i kofangeren, men det kræver enten en fotografisk hukommelse eller et før og efter-foto at se forskellen.

Det samme gælder indendørs.

Viserne i instrumenterne er blevet røde i stedet for grønne, og betrækket fås i nye dessiner, men ellers råber Mazda mest op om facelift for at skabe opmærksomhed om BT-50.

'Hvorfor køber private ikke vores pickup?' synes det indlysende spørgsmål at være.

Og svaret skal muligvis findes i, at private købere til denne type bil går mere efter det seje udtryk end resultatet af den månedlige fintælling af husholdningsfinanserne.

I Danmark skal det findes i, at private ganske enkelt ikke har noget at bruge Mazdaerne til.

Og da slet ikke efter, at afgiftsomlægningen har givet os gulplade-kvababbelse over en bred front.

Og det til trods for, at pickupper stadig har den lave registreringsafgift på 30 pct.

Mazda BT-50 er - facelift eller ej - stadig mest pickup for pengene.

Den er det godt nok overvejende på bekostning af komfortudstyr som aircondition og i kraft af, at Mazda stadig har den korte single cab på programmet.

Sportpakke
Priserne stiger cirka 3000 kroner før moms for den billigste med enkeltkabine og lidt mere for de dyrere modeller.

Det betyder, at den nye startpris hedder 133.191 kroner plus moms (159.526) for indgangsmodellen, 162.107 plus moms (193.840) for den mellemste Freestyle cab og 171.402 plus moms (204,825) for en Double cab.

For de penge får du en pickup med elspejle med varme, elruder, varme i sæderne, cd-afspiller og aux-stik til MP3 og iPod.

Men du må bruge nøgle til at åbne centrallåsen og bagsiden af handsken, når ruderne dugger, for aircondition er ekstraudstyr i Sportpakken til 28.000 kr. plus moms.

Skal du med andre ord bruge en pickup med mere end basalt udstyr og plads til lidt bagage i tørvejr, bliver Mazda'en pludselig et dyrt bekendtskab i forhold til for eksempel tvillingesøsteren Ford Ranger.

1 af 3 Motor, gearkasser og teknik fortsætter uændret i den faceliftede BT-50. (Foto: Thomas André Petersen)
2 af 3 Læderrat og - gearknopper hører til Sportpakken til 28.000 kroner plus moms (33.000), og så ser den pludselig ikke så indbydende ud for private. (Foto: Thomas André Petersen)
3 af 3 Mazda BT-50 har fået lidt ekstra krom og andre småting, men den er stadigvæk langtfra cool nok til de private købere. (Foto: Thomas André Petersen)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere