Danmark er Tysklands skrotplads

Stor import af brugte biler fra Tyskland. Miljøminister Troels Lund Poulsen tænker på at skærpe kravene til gamle biler i miljøzoner

Audier er blandt de meget populære tyske brugtbiler, der i disse år ruller ind over grænsen i stort tal. (Foto: Thomas Borberg)
Audier er blandt de meget populære tyske brugtbiler, der i disse år ruller ind over grænsen i stort tal. (Foto: Thomas Borberg)

Tyskerne eksporterer deres gamle biler til Danmark, når disse ikke kan leve op til deres egne miljøkrav.

Danske regler gør det nemlig attraktivt at importere gamle, miljøsvinende biler.

Tyskerne vil ikke selv have dem, men Danmark tager imod dem med åbne arme.

Sidste år købte vi 30.000 brugte biler i Tyskland. I år regner Skat med, at tallet bliver fordoblet.

- Og stigningen på de 30.000 er brugte, tyske biler, der falder for de tyske miljøkrav. Og vi forventer bestemt ikke, at tallet falder i 2009. Tværtimod, siger direktør i Danmarks Automobilforhandlerforening, Preben Kjær.

Signal til omverdenen
De tyske myndigheder har længe haft ekstra afgifter på biler, der sviner meget, og siden nytår har de haft miljøzoner omkring de store byer, der holder gamle, forurenende biler ude.

Det fører til faldende interesse for de gamle biler på det tyske brugtmarked.

- Det kan bedre betale sig for dem at læsse dem på en ladvogn til Danmark, så vi er faktisk ved at blive en losseplads for deres brugte biler, siger Preben Kjær.

Bilforhandlerne foreslår, at vi genindfører en reel skrotpræmie for at få de ældste biler væk fra vejene og vedtager krav om miljømærkning og syn af gamle biler hvert år for at komme forureningen til livs.

- Det ville jo være et fint signal at sende til omverdenen inden klimatopmødet, at det ikke kan betale sig at importere svinende gamle biler til Danmark.

Miljøminister Troels Lund Poulsen er ikke begejstret ved udsigten til importen af op mod 50.000 tyske miljøbelastninger på danske veje.

Han arbejder allerede nu på at gøre tilværelsen sur for gamle, forurenende biler i de kommende og nuværende miljøzoner i de større byer.

Tre ud af fire af den halve million biler, der bliver købt i Danmark hvert år, er brugte. Det betyder, at næsten hver ottende bilhandel i år er med en importeret brugt bil, og tendensen er stigende.

- Det er en forsvindende lille del af det danske bilmarked. Vi kan jo se, det er de små, miljøvenlige biler, der sælger bedst, siger Troels Lund Poulsen til Ekstra Bladet Biler.

Skærpelse af krav
De mest populære brugte importbiler fra Tyskland og det øvrige Europa er store biler som BMW, Audi, Mercedes-Benz og andre i samme størrelsesorden.

- Vi overvejer, om der skal stilles skærpede krav til person- og varebiler i miljøzonerne. Det kan også blive nødvendigt at skærpe kravene yderligere i de miljøzoner, vi allerede har etableret, siger ministeren.

1 af 2 Skat regner med, at antallet af importerede brugtbiler fra Tyskland i år bliver væsentligt højere end de 30.000 sidste år. (Foto: Finn Frandsen)
2 af 2 Audier er blandt de meget populære tyske brugtbiler, der i disse år ruller ind over grænsen i stort tal. (Foto: Thomas Borberg)
0 kommentarer
Vis kommentarer