Livsfarligt at være træt bag rattet

Træthed og kørsel er en livsfarlig cocktail og en stærkt undervurderet risiko, mener Rådet for Større Færdselssikkerhed

Det er lige så farligt at være træt som at være fuld. At køre om natten omkring klokken fem giver lige så høj risiko for ulykker som en promille på 0,8. (Polfoto)
Det er lige så farligt at være træt som at være fuld. At køre om natten omkring klokken fem giver lige så høj risiko for ulykker som en promille på 0,8. (Polfoto)

Bilferien indebærer ofte lange, monotone stræk på motorvejen, som du som chauffør bliver træt af. Og det kan være direkte livsfarligt, mener man hos Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Ingen danske forskere har endnu lavet forskning på området, men hos Rådet fra Større Færdselssikkerhed, har man alligevel en meget god ide om, hvor farligt det er at køre bil og være træt på samme tid.

– Vi ved, at træthed og søvn er vigtige uheldsfaktorer. Den danske dokumentation mangler, men der findes flere udenlandske undersøgelser, fortæller Søren Troels Berg, der er projektleder i Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Ulykker
I den internationale officielle statistik udgør træthedsrelaterede ulykker 1-3 % af samtlige trafikulykker, men undersøgelser i vores nordiske nabolande viser, at andelen af ulykker som følge af træthed udgør nærmere 20 procent af det samlede antal ulykker.

– Men den andel kan dog umuligt fastslås med sikkerhed, siger Søren Troels Berg, der er projektleder fra Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Motorveje
Svenske undersøgelser konkluderer blandt andet, at træthedsrelaterede ulykker oftest sker på motorveje eller hovedveje og oftest er eneulykker, som er alvorligere end andre eneulykker.

Kl. 4.30-5.30 om morgenen er der størst risiko for uheld blandt andet på grund af kroppens døgnrytme. Den risiko, svarer til at køre med 0,8 promille i blodet, mener man hos Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Søvn er det eneste der hjælper
Du kan drikke kaffe i lange baner, skråle højt, stikke hovedet ud ad vinduet, give dig selv endeløse serier af lussinger. Men det eneste, der for alvor hjælper, er søvn.

Hvis du bliver træt, når du kører, skal du standse og tage en kort lur på 15 til maksimalt 30 minutter, før du fortsætter køreturen. Brug din mobiltelefon som vækkeur. Hvis du har mulighed for det, bør du drikke en kop kaffe uden sukker, inden du tager en lur. Så virker kaffen, når du vågner igen.

Som at køre med sprit i blodet
Det er sjældent om formiddagen, at trætheden er et problem. Men mellem klokken 14 og 17 har kroppen et naturligt behov for hvile. Derfor oplever man ofte at være træt hen ad eftermiddagen.

Og så bliver man nemmere træt på lange, monotone strækninger end i bytrafik eller på små snørklede veje.

Det farligste tidspunkt at køre bil på er mellem klokken halvfem og halvseks om morgenen. Risikoen svarer til at køre med en promille på 0,8.

Undersøgelser viser også, at risikoen for uheld fordobles efter otte timers uafbrudt kørsel.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen