Vejrpigens Focus

Lone Skjoldaa Kempf fra TV2 har valgt en Ford Focus som jobbil

- Jeg valgte Ford Focus på grund af udseendet, og så har den altså nogle fine køregenskaber, siger vejrpigen Lone Skjoldaa Kempf.
- Jeg valgte Ford Focus på grund af udseendet, og så har den altså nogle fine køregenskaber, siger vejrpigen Lone Skjoldaa Kempf.
Bilen betyder alt for Lone Skjoldaa Kempf. Det er den første bil, der er hendes egen, som er ny, og kun havde kørt 200 meter, da hun fik den.

- Det var en helt speciel følelse, siger Lone Skjoldaa Kempf, der er uddannet cand.mag. i kommunikation og har været vejrpige på TV2 siden de gode dage på Sprogø i 1994.

Vidunderet, en Ford Focus Ghia 1,6, har Lone haft i ca. et halvt år. Og hun har virkelig nydt det. Lone kører nu meget mere, end hun ellers plejer at gøre. Hun kører gerne en lille smut til Vejle fra Odense for at hente farmor.

Tiden i bilen er hendes egen, her slapper hun af og kan samle sine tanker. Normalt er det et stort menageri, når familien Skjoldaa Kempf på 6 personer er på tur i deres fælles bil (Ford Galaxy 2.0), som de også bliver nødt til at have for at få plads til alle. Tue , gemalen (programdirektør på deres fælles arbejdsplads STV), Thea 7, Emma 5, og tvillingerne Aksel og Sigurd 2.

Tidligere har Lone kørt i 5-6 forskellige biler, men det er tydeligt at se på hende, at Focus'en betyder mest for hende, og som hun siger: - Det er virkelig køreglæde for alle pengene.

Hendes Focus er først og fremmest en jobbil. Ud over at være vejrpige er hun også kontaktchef på STV Television A/S, og på årsbasis kommer hun vel nok op på at køre 25.000-30.000 km over det ganske land. Så det betyder virkelig noget, at man er dus med sin bil, siger hun.

TEKNISKE PROBLEMER
Kan du klare små-problemer selv?
- Ja, hælde olie og benzin på, skifte en pære i blinklyset, osv.
- Aner ikke om jeg kan skifte hjul, for jeg har faktisk aldrig været i den situation. Men det kan jeg helt sikkert også klare. Jeg har jo instruktionsbogen, og man lærer jo noget nyt hver dag.

- Har du ellers oplevet problemer undervejs?
- Nej ikke med den nye bil, men da jeg engang kørte fra Viborg til Odense, kom der røg op fra motoren under hele turen. Jeg var ude at checke, men kunne ikke se, hvad det var. Til Odense skulle jeg bare. Senere viste det sig, at det var olie, jeg havde spildt over motoren, da jeg tidligere på dagen nok havde sjusket lidt med oliepåfyldningen.

På et tidspunkt, da Lone havde en fælles 2CV, blev hun påkørt bagfra. Modparten knaldede ind i Lones bløde Citroen bagfra, og gjorde den en halv meter kortere. Lone fik et stort chok og forstod først ikke, hvor der blev af bilen der påkørte hende. Han var nemlig forlængst væk og havde samtidig fået prædikatet flugtbilist.

PLADERNE FORSVANDT
Lone valgte sin Ford Focus Ghia på grund af udseendet og dens fænomenale køreegenskaber. Hun føler, at den er som skræddersyet til hende og de kørselsbehov, hun nu engang har.

Ikke mange oplever det, men da Lone havde haft sin nye bil en uge, blev begge nummerplader stjålet og skruerne pænt sat på plads igen.

Det kostede en omregistrering.

Lone tænker stadig på, hvad pladerne skulle bruges til. Måske til en kriminel handling siger hun. Og er der nogen, der ser hendes plader (US 50 511), så er det altså Lones, og den bil, de sidder på, er ikke indregistreret.

For øjeblikket trapper hun lidt ned med sit job på vejret for TV2.

- Det bliver til fem-seks vagter om måneden, men jeg tager da også ekstravagter, når der er nogen af de andre værter, der er syge. For jeg er den, der bor nærmest, og det er derfor som regel mig, de spørger først.

Det meste af tiden går med arbejdet som kontakt-chef, et job Lone er blevet meget glad for, og hvor hun rigtig kan bruge sin uddannelse som cand.mag. i kommunikation.

- Men bilen. Den kan jeg aldrig undvære. Den er bare dejlig ...
0 kommentarer
Vis kommentarer