Mercedes på miljø-dispensation

Taxier på stribe dumper til syn med for høj forurening. I alt 8000 biler fra Mercedes ramt i Danmark

Landets synspladser kasserer taxier på stribe, og Mercedes-Benz har bedt Færdselsstyrelsen om hjælp. (Foto: Claus Lunde)
Landets synspladser kasserer taxier på stribe, og Mercedes-Benz har bedt Færdselsstyrelsen om hjælp. (Foto: Claus Lunde)
Hensynet til miljøet strammer tommelskruerne på bilfabrikkerne. Forureningsniveauet skal ned, og dieselbiler er for længst sparket i skammekrogen af de folkevalgte.

Men noget tyder på, at skruerne fik en omdrejning for meget, da man med virkning fra første juli 2003 fastsatte nye, skrappe værdier for dieselbilers røg-gasværdier i Danmark.

Det har nu givet Mercedes-Benz et alvorligt problem med forureningsniveauet på samtlige deres person- og varebiler. Landets synspladser kasserer taxier på stribe, og Mercedes-Benz har bedt Færdselsstyrelsen om hjælp. Det har foreløbig resulteret i dispensationer til at udlede dobbelt så tyk røg som tilladt for samtlige 8046 Mercedes-Benz person- og varebiler, der er indregistreret efter første juli 2003.

Den dag blev miljøkravene til dieselbiler skærpet, så den maksimalt tilladte udledning i praksis blevet skåret ned til en tredjedel af det tidligere niveau.

Skrivebordsmekanikere
Daimler-Chrysler arbejder lige nu på at løse problemet, men intet tyder på, at løsningen bliver renere udstødningsrøg.

- Vores tekniske afdeling i Stuttgart tolker EU-direktivet om røg-gasværdier anderledes end Færdselsstyrelsen. Derfor skal de to parter i løbet af måneden holde et møde for at finde én eller anden form for løsning, siger salgschef i Danmark, Jesper Petersen.

Han mener ikke, det er praktisk muligt at overholde de typespecifikke røg-gasværdier for Mercedes-Benz.

- Værdierne er sat alt for lavt i forhold til en normal driftssituation. Bilerne kan ikke overholde dem, når bilinspektionen måler på en halvkold motor, der har gået i tomgang i køen foran synsstedet.

Bilerne skal laves om
Det afviser kontorchef i Færdselsstyrelsens biltekniske afdeling, Ib Rasmussen.

- Røg-gastesten er beskrevet i en EU-bestemmelse fra 1996, så det burde ikke komme bag på dem, siger han og tilføjer, at der er taget hensyn med en vis tolerance i hver enkelt bilmodels grænseværdi.

Salgschef Jesper Petersen regner med, at Mercedes-Benz vil klare problemet med et tillæg til typegodkendelsen, så kravet bliver tilpasset den grænseværdi, som den enkelte bil kan leve op til.

Det falder ikke i god jord hos Færdselsstyrelsen.

- Mercedes-Benz har fået to måneder til at finde ud af, hvordan de overholder grænseværdierne, og det håber jeg da, de gør. Det kan godt være, vi bliver nødt til at lave om på reglerne, men man har da lov at håbe på, at det bliver bilerne, der skal laves om, siger han.

Færdselsstyrelsen har i samråd med Miljøstyrelsen bevilget dispensationen med begrundelsen, at den ekstra forurening er overskuelig, samt at det er en forholdsvis kort periode, den skal gælde. Dispensationen udløber 2. januar 2006.