Så skrabede er de billigste biler

Udskrab eller sund fornuft? Fiat sænker prisen - se de ti billigste biler i Danmark - og hvad de ikke har af udstyr

Det tog sin tid at få prisen på plads på den billigste Panda. Da Panda dukkede op for halvandet år siden var der ikke rigtig nogen der så til dens side - startprisen på 100.000 kr. var nok til at skræmme køberne over til VW, hvor man kunne købe en Up for 90.000 kr.

I foråret kom Fiat på nye tanker, og introducerede en model til 90.000 kr. I mellemtiden havde alle de andre bilmærker sænket deres priser til 80.000 kr.

Se også: TV: Skoda Octavia Combi

I dag annoncerer Fiat så, at prisen på den billigste Panda fremover skal være 80.000 kr. - og spøjst nok sker det på et tidspunkt hvor flere bilmærker, blandt andre Chevrolet, Renault og Toyota har hævet prisen på deres prisbaskere med 5.000 kr.

 

Men nu er Fiat i det mindste med der hvor det sker - hvor bilerne sælges.

- Konkurrencen er hård, og det er forklaringen, fortæller Fiat danske pressechef Steffen Holm til Ekstra Bladet og tilføjer at det godt kunne gå bedre for salget af Fiat Panda.

- Men når det så er sagt, skal det tilføjes at der er barberet godt med udstyr ned for at få prisen derned - den har hverken radio eller højttalere eller fjernbetjent centrallås, og heller intet lys i i bagagerummet, siger Steffen Holm, der mener at den bedre udstyrede Pop-model giver bedre mening at købe, selvom den er 10.000 kr. dyrere.

Den udstyrsbarberende strategi står Fiat dog langtfra alene med - og nogle bilmærker går endda endnu længere i bestræbelsen på at banke prisen helt i bund. Citroen har fjernet et par airbags, Seat Mii har mistet sin centrallås og låget over handskerummet. Værst står det dog til med Hyundai, som har valgt at markedsføre den mindste Hyundai i10 Base uden servostyring:

Her er en oversigt over alle bilerne op til 80.000 kr.:

Ford Ka: 69.860 kr. Ford Ka har tre døre, som skal låses op med nøgle - så du kan komme ind i den og nyde det mekaniske rudeoptræk. Ingen radio heller. Men den er billig - faktisk Danmarks billigste.

 

Chevrolet Spark: 74.900 kr. Prisen er steget 5.000 siden sidst, vi tjekkede. Men Spark har stadig fem døre med mekanisk rudeoptræk hele vejen rundt. Ingen radio. Men højttalere har den dog.

 

Renault Twingo 79.900 kr. er også steget 5.000 i pris siden sidst vi tjekkede. Men Twingo kører stadig glimrende, har både elruder og fjernbetjent centrallås og en 1,2 liters motor på 75 hk. Twingo nøjes med tre upraktiske døre.

 

Citroën C1 til 74.990 kr. også med tre døre, og som de fleste andre uden fjernbetjent centrallås og elruder. Den har også radio, men af den eftermonterede type.

 

Peugeot 107 til 69.990 kr. - bilen er faldet med 5.000 kr. siden sidst vi tjekkede, men så må du leve med at det er en model fra sidste år. I modsætning til kusinen fra Citroen får du hele 6 airbags. Radio er ekstraudstyr til en tusse.

 

Toyota Aygo med tre døre er også steget i pris fra 75.000 til 80.000 kr. Du må leve med tre døre, manuel rudehejs, men du får da et rat med i handlen, skriver Toyota i listen over bilens specifikationer.

 

Seat Mii til 79.900 kr. Seat Mii er en velkørende lille sag, men du må undvære centrallås, og du risikerer at blive helt nostalgisk og få flashbacks tilbage til ungdomsårene, når du på hyggelig 80'ermaner skal låse højre sidedør op for din frue. Radio er også ekstraudstyr - til gengæld kan du helt gratis fløjte hele vejen til banken og nyde din billige bil.

 

Suzuki Alto koster fortsat 79.990 kr. og til den pris får du en fuld sikkerhedspakke med seks airbags, men du må kigge langt efter fjernbetjent centrallås og eldrevne sideruder.

 

Hyundai i10 til 79.995 kr. Den nyligt faceliftede Hyundai i10 er den eneste bil i feltet hvor servostyring er ekstraudstyr. Til gengæld får du radio med i købet.

 

Picanto 1,0 til 79.999 kr. Den velfungerende lille bil har tre døre, men du skal ikke regne med at blive forvirret over alskens lækkert udstyr - for ligesom i de øvrige biler i denne prisklasse, er der hverken fjernbetjening til låsen eller elruder som du kan fare vild i. Men servostyring er heldigvis standard i modsætning til Hyundai i10.



 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere