Toyota får BMW-motor

BMW og Toyotas samarbejde kommer i første omgang Toyotas kunder til gode

Med en BMW-diesel under hjelmen klarer Toyota Verso 22,2 km på literen
Med en BMW-diesel under hjelmen klarer Toyota Verso 22,2 km på literen

Man kan ikke være god til alt. Derfor indgik Toyota og BMW for to år siden en aftale om samarbejde om udvikling af motorer og teknik. En del af aftalen gik ud på, at Toyota skulle dele sin viden om hybridteknologi med BMW, mens BMW bidrog med at lære Toyota noget om effektive dieselmotorer.

Og nu ser vi det første synlige resultat af samarbejdet. Toyota Verso får en 1.6 liters dieselmotor fra BMW. Den nye motor yder 112 hk og lukker hullet mellem Toyotas 1,4 diesel og 2.0 diesel.





Dieselmotoren, der yder 112 hestekræfter og har et moment på 270 Nm allerede fra 1.750 omdrejninger, er kendt fra flere af BMW’s mest populære modeller. Den vil i Toyota Verso udlede beskedne 119 gram CO2 pr. km, hvilket er hele 10 gram lavere end udledningen fra den hidtil mindste dieselmotor.

Toyota har ikke selv oplyst forbruget, men en simpel omregning viser, at bilen kommer til at køre 22,2 km pr. liter. - altså en del længere på literen end de 20,4 km/l som den nuværende 2,0'er præsterer.

Gearkassen står Toyota selv for, og det samme gælder den nødvendige tilpasning mellem motor, gearkasse og bilens øvrige elektronik.

0 kommentarer
Vis kommentarer