Brugt bil - her er fælderne

Januar er et godt tidspunkt at købe brugt bil - men hold tungen lige i munden inden du skriver under på slutsedlen

Januar er som regel et godt tidspunkt for en god handel. Leasingbilerne er nemlig landet. Men hvad skal du egentlig holde øje med, når du køber brugt?
Januar er som regel et godt tidspunkt for en god handel. Leasingbilerne er nemlig landet. Men hvad skal du egentlig holde øje med, når du køber brugt?

Synes du også at vejret stinker? Så kan du trøstekøbe dig til en nyere brugt bil. Januar er nemlig traditionelt et godt tidspunkt at købe bil på. Især hvis du vil have en bil, som er større end de små brødkasser, som danskerne køber i hobetal for tiden.

Men inden du kaster dig ud i et brugtkøb, er det rart at have styr på formaliteterne.

Hvad har du krav på - og hvad har du ret til?

En af de klassiske områder, hvor det er nemt at blive forvirret er f.eks. forskellen på garanti og reklamationsret.

Garanti og reklamationsret bliver ofte forvekslet, men der er stor forskel på de to begreber. Reklamationsret får du altid med, og den gælder altid 24 måneder - også på en brugt bil.

Reklamationsretten er dog ikke så god en sikkerhed som en garanti. Reklamationsret betyder ganske enkelt, at du har ret til at reklamere, dvs. at klage over en defekt.

I de første seks måneder gælder der, hvad juristerne kalder garantilignende forhold. Det er forhandlerens ansvar at bevise, at en fejl ikke var til stede, da bilen blev købt. Når du er ude over de seks måneder, er reklamationsretten noget mindre værd for dig. For på det tidspunkt er det dig, der skal føre bevis for at eksempelvis motoren fejlede noget, da du købte bilen. Og det kan være utrolig vanskeligt og i praksis ofte umuligt.

Bindende ord
Garantien er et juridisk bindende ord, som forhandleren ikke kan løbe fra. Garantien omfatter naturligvis ikke egentligt slid, men en defekt kobling, et hylende hjulleje eller en defekt i motoren kommer du for eksempel ikke til at betale for, når bilen fortsat er under fabriksgaranti.

En garanti er en garanti
En forhandler-garanti kan være lige så god som fabriksgarantien. Når en forhandler stiller garanti på bilen, er du i princippet lige så godt stillet som med fabriksgarantien. Ordet garanti er nemlig bindende i juridisk forstand.

Du mister ikke garantien med mindre ...
Fabriksgarantien bortfalder ikke, selv om bilen er serviceret alle andre steder end hos den autoriserede værksted. Garantien kan dog bortfalde, hvis bilen ikke har været serviceret som den skal. Men garantien bortfalder kun på de enkeltkomponenter, som er direkte berørt af den manglende service - ikke på hele bilen.

Med fabriksgarantien i hånden henvender du dig blot til en mærkeforhandler, som i princippet ikke behøver at være ham, der oprindelig har solgt bilen og fremfører dit klagemål til ham. Så tager forhandleren sig af problemet, og du og sælger bliver holdt fri.

Hvis motoren ikke har fået skiftet olie og oliefilter efter bogen, kan det blive svært at få garantien til at dække, hvis motoren bryder sammen i garantiperioden. Men garantien dækker altså fortsat alle andre dele af bilen.

Privathandel
Det gode ved fabriksgarantien, er at den dækkes af fabrikken, og det gør afgjort sælger en del mere beredvillig. Privathandel bliver også langt mere overskuelig og sikker, når der stadig er garanti på bilen.

Leveringsomkostninger - kun på ny bil
Leveringsomkostninger skal ikke opkræves, når du køber brugt bil. Men de fleste forhandlere bruger det alligevel som en ekstra avance.

Sælges som skrot er et såkaldt forbehold i juridisk forstand. Men her skal du passe på, fordi, når sælger bruger frasen 'sælges som skrot' betyder det, at han forsøger at fraskrive sig sit lovpligtige ansvar. Og det kan må han altså ikke ved at skrive 'sælges ubeset' eller 'en gros' eller lignende. Sælger skal være mere konkret og f.eks. skrive 'motor defekt' eller lignende. Hvis han sælger bilen som skrot, skal den vitterlig være skrot og ubrugbar som bil.

En uindregistreret bil giver dig i øvrigt samme rettigheder som en bil med plader på.

Syn er ingen garanti
At bilen er nysynet er ingen garanti for, at bilen er fejlfri. Men en bil skal altid kunne klare et syn, uanset om den er nysynet eller ej. Et 'syn selv' i annoncen fraskriver ikke forhandleren for ansvar.

Fejloplysninger
Hvis en forhandler har givet dig forkerte oplysninger, og det f.eks. viser sig, at motoren er en 1.3'er og ikke en 1.5'er, skal han yde kompensation.