Værditab: Her er taberne og vinderne

Minibilerne stormer frem, men det er de større biler, der holder prisen bedst

Det er de klasiske familiebiler, som holder priserne bedst. Biler som Skoda Octavia, VW Passat og Toyota Avensis, påfører ejerne det mindste, procentuelle værditab, når bilerne skal sælges igen. Efter fire års og 80.000 kilometer taber ejerne i gennemsnit 53 procent, når disse biler bilerne sælges.

- Skoda Octavia er en kendt bil i det gode selskab og at den ligger i top er forventet, mener Jan Lang fra Bilbasen.dk.

Kia Cee'd er derimod nykomlingen, der rykker ved den traditionelle rangorden - en bil, som har møvet sig op gennem masserne som en gasboble i et sodavand.

Kia har virkelig rykket sig siden mellemklassemodellen Ceed kom på markedet i 2007. En lang garanti - og høj tillid fra køberne og ikke mindst: En fastprispolitik holder værditabet i et stramt greb.

Rabatter koster
Ifølge Jan Lang er det nemlig af afgørende betydning, at importøren - eller fabrikken - ikke smider enorme rabatter efter bilerne. Jan Lang ønsker ikke at nævne mærker her, men herfra kan vi bare konstatere, at der er god sammenhæng mellem hvad Citroen C4 og Chrevrolet Cruze kan sælges til på brugtmarkedet og de voldsomme prisnedsættelser, der har været på modellerne gennem årene.

Toyota Avensis er god, men derimod ikke hvad den har været på brugtmarkedet - det er en af de biler som har flyttet sig i den forkerte retning i de seneste år.

Plus og minus
Værdtabet skal tages med et gran salt, idet tabet er beregnet på det vejledende udsalgspris minus den pris, bilen står til salg til. Analysen tager ikke højde for, at nogle biler er nemmere at få rabat på end andre og den rabat, der eventuelt gives, når bilen sælges som brugt.

Ifølge Jan Lang, der er markedsanalytiker hos BilBasen, hænger familiebilernes dominans på top 10-listen sammen med udbuddet på brugtbilmarkedet:

- Generelt ser vi, at de private bilkøbere holder igen med at bruge penge på store og fabriksnye biler. Faktisk er det meget få danskere, der dag betaler mere end 300.000 kroner for en ny bil, siger han og fortsætter:

- Det betyder også, at udbuddet af de mellemstore biler på brugtbilmarkedet er særdeles begrænset, og det er alt andet lige med til at holde gensalgsværdien oppe for den kategori.

Forsigtige forbrugere
Selv om de mellemstore familiebiler holder prisen bedst, så placerer de lidt mindre biler som Kia Ceed, Ford Focus og Hyundai i30 sig også i den gode ende af skalaen i forhold til at fastholde værdien. Her ligger værditabet efter fire års ejerskab også på godt halvdelen af bilens nypris.

Chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm peger på, at efterspørgslen efter familiebiler drives af en kombination af familiernes pladsbehov og den generelle, økonomiske forsigtighed.





- Eksplosionen af minibiler herhjemme viser med al tydelighed, at vi gerne vil transportere os så omkostningslet som muligt. Men der er nu en gang en grænse for, hvor mange børn og kufferter du kan mase ind i en minibil, siger Matin Lundholm.

- I øvrigt gør pladsbehovet sig ofte gældende hos yngre familier med børn, hvor der er nok at bruge pengene på, og for dem giver det rigtig god mening at indfri pladsbehovet med en brugt familiebil frem for en ny, fortsætter han.

Dyr Audi og Mercedes taber meget
I den modsatte ende af skalaen ligger de store luksusbiler som eksempelvis Audi A8 og Mercedes S-Klasse. Efter bare tre års ejerskab og 60.000 kilometer har bilerne gennemsnitligt tabt omkring 60 procent af nyprisen. Og for en Mercedes S-Klasse, der fra ny har kostet i omegnen af 2,5 millioner kroner, svarer det til et værditab på hele 1,5 millioner kroner.



I bunden af skalaen lukker Alfa Romeo hullet med en værditab på over 70 procent.
I bunden af skalaen lukker Alfa Romeo hullet med en værditab på over 70 procent.