Det er sjældent, at jeg bliver overrasket over bilnyheder. Og selvom jeg fra en samtale med en Renault-ingeniør allerede for tre år siden fik at vide at den kommende Twingo ville få baghjulstræk og hækmotor, har jeg alligevel ventet i spænding på den officielle udmelding. Og nu er den her altså den nye Twingo.
Den nye Twingo bliver bygget i fælleskab med Smart på en platform, som kan forlænges eller forkortes efter behov. Den korte udgave vil indtil videre blive brugt til afløseren for den nye Smart ForTwo, mens Twingo sammen med den kommende Smart Forfour bliver baseret på den lange platform, som giver plads til fire personer og bagage. Bilen kommer udelukkende i en femdørs version. Tak siger vi! Især på det danske marked har det været et massivt handicap, at den nuværende Twingo kun har kunnet fås i en tredørs version.
Da ingeniørerne og designerne gik i gang med New Twingo var det med åbent sind, men med en klar ambition om at hente inspiration fra den originale Twingo fra 1992 og Renault 5.
Samarbejde med Mercedes
I 2008 satte Renaults designere og ingeniører sig for at skabe den næste generation Twingo. Renaults tanker vandt genklang hos Daimler, der på samme tid var i gang med at undersøge mulighederne for den næste generation Smart for Two og Smart for Four. Samarbejdet giver mening, fordi Renault har brug for pengene, og Mercedes ikke har samme erfaring med små biler som Renault.
I 2010 sad jeg til bords med en af chefingeniørerne fra Renault og fik ret overraskende at vide, at man ville bygge bilen sammen med Mercedes (Smart) fordi det ville give færre udviklingsomkostninger og en sjovere bil - men en samtidig begrundelse var, at en hækmotorbil er nemmere at udnytte pladsen i. Målet med den nye Twingo var at skabe en mere rummelig og endnu mere adræt bybil med mindre udvendige mål end forgængeren fra 1992.
På baggrund af fælles interesse i udviklingen, indgik begge virksomheder en strategisk samarbejdsaftale i 2010, hvilket betød, at en fælles udvikling af New Twingo og Smart for Two og For Four blev besluttet.
Hækmotor og ekstra kabineplads
Nu står bilen her så. Med en mindre motor, der tilmed er placeret bagved og hjulene plantet helt ude allerbagest og med en kabine med så meget ekstra plads, at man op i B-segmentet (Clio-klassen) for at finde biler, der matcher.
Renault fortæller at 'køreglæden er i førersædet'. Så herfra går vi ud fra at det er slut med både gummi-styretøj og slatne transmissioner.