Ejere af tyske biler i ekstase

BMW-, Audi- og Mercedes-ejerne er vilde med deres biler, værksteder og forhandlere, viser en stor tilfredshedsundersøgelse fra FDM

Spørger man 36.000 danske bilejere, er det BMW-ejerne, der er gladest for deres biler.

Det afslører FDMs omfattende årlige undersøgelse, som kaldes Autoindex.

Det er tredje år i træk, at den baghjulstrukne tysker kan lade sig kåre som det bilmærke, der samlet har de mest tilfredse bilejere. Til gengæld er der vagtskifte på de to efterfølgende pladser, hvor Audi og Mercedes i år bytter plads.



BMW-ejerne er helt oppe at ringe over deres biler. Og det er de for tredje år i træk. Tegning: Peter Heidenreich
BMW-ejerne er helt oppe at ringe over deres biler. Og det er de for tredje år i træk. Tegning: Peter Heidenreich


Undersøgelsen fortæller udelukkende om ejerens tilfredshed med bilen og ikke om hvor tit bilen går i stykker eller hvor mange gange den har været på værksted. Er du på udkig efter den slags hardcore fakta, skal du kigge på ADAC's nedbrudsstatistik eller synshallernes statistikker.

En lortebil kan også være god
Men man har da ikke samme forventninger til en BMW som til en Chevrolet eller en Fiat?

- Det kunne man måske sige, forklarer bilteknisk redaktør, Søren W. Rasmussen:

- Men den mand, der har givet en million for sin BMW har måske samme forventninger, som manden der gav 150.000 kr. - du skal huske på, at pengene kan være lige svære at finde i budgettet hos BMW-ejeren og Fiat-ejeren, lyder forklaringen fra Søren W. Rasmussen.

- Noget helt andet er, at det er nemmere at bygge en god bil til en million end en god bil til 150.000 kr.

BMW vinder på flere kategorier - ejerne er glade for service, salg og værksted - men bilen er også helt i top, forklarer Søren W. Rasmussen.

- Den går ikke i stykker, kører langt på literen og har god komfort.

Og af samme årsag klarer Toyota sig ikke så godt, som man kunne forvente, når man nu ved hvor dygtige de er på værkstederne og hos forhandlerne, forklarer Søren W. Rasmussen. Det handler simpelthen om, at Toyotas biler trækker ned i Toyotas samlede score.

- Toyota klarer sig godt på forhandler og værksted, men selve bilerne kan altså ikke hamle op med BMW, Audi og Mercedes. Du kan ikke lave om på, at Aygo er en Aygo.

Søren W. Rasmussen kunne nu godt se for sig, at en dårlig bil kom helt til tops i hierakiet efter devisen: 'Det er en lortebil, men den gør hvad jeg be'r den om, og jeg er glad for den.'

Toyota slår de andre på værkstedet
Men generelt forholder det sig modsat - de billige biler er også gode. Det er andre faktorer, der trækker ned. Det gælder f.eks. for VW, som er helt i top hvad angår bilerne, men taber på værksted og forhandler.

VW vurderes således som en bedre bil en Toyota, men Toyotas værksteder og forhandlere ligger helt i top. Toyota har både de bedste værksteder og de bedste forhandlere.

Chevrolet er bundprop
Værst står det til for Chevrolet og Fiat, som slås om at lukke hullet i bunden.

- Chevrolet kan trække på skuldrene, fordi de er på vej ud af markedet, forklarer Søren W. Rasmussen, men for Fiat er det alvorligt, mener Søren W. Rasmussen.

Undersøgelsen handler ikke om at rose og skose bilmærkerne for morskabs skyld. Det hele har et formål, forklarer Søren W. Rasmussen:

- Vi laver den her undersøgelse af to årsager - dels for at give køberne erfaringer - og dels for at sparke til branchen. Og det der med at sparke til branchen, det har virket, forklarer Søren W. Rasmussen. Igennem de mere end ti år FDM har fået lavet undersøgelsen er den generelle opfattelse af alle bilmærker forbedret.

AutoIndex er gennemført af Loyalty Group for FDM blandt mere end 36.000 danske privatbilejere, der har svaret på godt 120 spørgsmål om deres bil, forhandler, værksted og loyalitet til bilmærket.

I det samlede svar vægtes bilens komfort og kvalitet med 40 procent, mens vurderingen af værksted, forhandler og loyalitet over for mærket vægtes med hver 20 procent.

Undersøgelsen er gennemført i perioden januar-marts 2014 og omfatter i alt 24 bilmærker.





0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere