Hver anden bil dumper på garantien

Mere end hver anden bilgaranti er så dårlig, at den ikke burde kaldes for garanti, mener FDM

Kia og Hyundai har markedets længste garantier på 7 og 5 år - garantier, som står i stærk kontrast til europæiske bilmærkers typisk to år lange garanti. Hos FDM krydser man fingre for at garantier fremover bliver mindst tre år på alle nye biler. Foto: anders berner
Kia og Hyundai har markedets længste garantier på 7 og 5 år - garantier, som står i stærk kontrast til europæiske bilmærkers typisk to år lange garanti. Hos FDM krydser man fingre for at garantier fremover bliver mindst tre år på alle nye biler. Foto: anders berner

Garantien på nye biler er ikke god nok. FDM har gennemgået markedets mest populære bilmærker og dumpet 13 ud af de 22 mest solgte bilmærkers garantier.

- Det betyder, at forbrugerbeskyttelsen efter vores opfattelse ikke er god nok. Ikke mindst taget i betragtning, at bilkøb for mange er en af de største investeringer, de foretager sig. Derfor mener vi heller ikke, det er rimeligt, at man i mange tilfælde er bedre garantidækket, hvis man køber en radio end en bil til flere hundrede tusind kroner, siger advokat i FDM Lennart Fogh, der har gennemgået de mange garantier.

Han henviser til, at problemet med for dårlige garantier er velkendt i FDMs rådgivning. Her får man ofte henvendelser fra medlemmer, som står med store reparationsudgifter på biler, som kun er lidt over to år gamle.

Krav: tre års garanti
For at garantien er tryg nok, skal garantien efter FDMs opfattelse være mindst tre år lang eller dække, indtil bilen har 100.000 kilometer på tælleren. Derudover er det også afgørende, hvilke dele på bilen, som er dækket af garantien. En del bilmærker undtager eksempelvis sliddele eller ekstraudstyr fra garantien. Desuden indeholder stort set alle garantier undtagelser.

Ifølge FDMs advokat dækker alle 'garantier' stort set allesammen materiale- og fabrikationsfejl, men det betyder samtidig, at de ikke dækker holdbarhed og slid.

Hvis man får en reparation via sin garanti, er det heller ikke sikkert, at der er garanti på den del, der sættes i bilen. Men spørger man FDM skal der være såkaldt garanti på garanti, så der starter en ny garantiperiode for de udskiftede dele.

Nordmænd får 5 års garanti
FDMs gennemgang af garantierne viser desuden, at der ikke er nogen sammenhæng mellem høj pris og god garanti – snarere tværtimod. Faktisk tilbyder ingen af de dyre europæiske mærker mere end to års garanti, mens de asiatiske bilmærker har både tre, fem og syv års garanti.

- Hvis bilproducenter og importører virkelig mener, deres biler er gode nok, burde de ikke tøve med at give en reel garanti på tre år eller mere. Det vil også give mere tryghed i bilejerskabet, som eller risikerer at blive en dyr fornøjelse, siger Lennart Fogh og tilføjer:

Derfor arbejder FDM også på en generel forbedring af købelovens reklamationsret på forbrugsgoder som biler. Det har man allerede i dag i Norge, hvor der er fem års reklamationsret på biler, fortæller Lennart Fogh:

- En bil er noget, man har i flere år. Derfor er det kun rimeligt, at man som forbruger kan forvente, at den også holder længere end to år, siger Lennart Fogh.

Lennart Fogh mener, at de bilmærker, der ikke har en tre år lang garanti, har regnet på det og er kommet frem til at det ville bliver for dyrt for dem, at indføre en treårig garanti. Hos en del bilmærker kan man tilkøbe garantilignende forhold, og det faktum, at det koster noget, må betyde, at bilmærket forventer, at en forlænget garanti vil koste bilfabrikken penge.

Blandt de garantier der ikke er gode nok finder man Alfa Romeo, Fiat, Audi, Seat, Skoda, VW, Citroen, Ford, Mercedes, Opel, Peugeot, Renault og Volvo.

FDMs krav til en garanti

Mindst 3 års længde/100.000 km.

Bør dække hele bilen, som den er ved levering, dvs. inkl. alt medleveret udstyr.

Bør dække sliddele (men ikke nødvendigvis slid). Lakgaranti skal være minimum 3 år. Er bilens garanti længere, bør lakgarantien følge med.

0 kommentarer
Vis kommentarer