Fiat 500 L: Charmerende men for dyr

Den er rummelig og veldesignet, men Fiat 500 L er dyr, og køreegenskaberne er et stykke under middel

Charmerende ser den ud, men den nye Fiat 500 L er også ganske kostbar i forhold til konkurrenterne, og så har den slet ikke noget med den kendte 500-model at gøre. (Foto: Christian Schacht)
Charmerende ser den ud, men den nye Fiat 500 L er også ganske kostbar i forhold til konkurrenterne, og så har den slet ikke noget med den kendte 500-model at gøre. (Foto: Christian Schacht)

Hvad er det for en bil?
Vi har fat i den formentligt mest charmerende af de ellers primært praktiske familieflyttere. Fiat 500 L hedder kareten, der kan kurere enhver form for kontaktbesvær. Og få især det smukke køn til at klaske både hænder og knæ sammen, mens de er ved at dåne af lige dele begejstring og moderfølelse. I virkeligheden snyder navnet dog, for teknisk har den mere til fælles med Punto end 500 og er væsentligt dyrere: Testbilen er en 1,3 MJT Easy til 229.990 kr. plus levering – altså med dieselmotor og mellemudstyr.

Kører den godt?
Den er sikkert kørende, men den er absolut ikke inspirerende eller særligt letkørt. Vognen fornemmes nærmest større at køre, end den i virkeligheden er, og til tider føler du dig som en chauffør på en turistbus, når Fiaten skal bakses på plads. Letkørt er den bestemt ikke. Tag derudover et mere løst styretøj og gearskifte, og du har et adstadigt køretøj, som mest indbyder til at tage den med ro, når et skarpt sving nærmer sig.

Hvordan er motoren?
På papiret passer pengene med dieselmotor, 85 heste og 200 newtonmeter i trækkraft. Problemet er, at der intet sker under 1600 omdrejninger, så det er med at give godt med gas, når du skal sætte i gang, ellers risikerer du at blive godt og grundigt upopulær blandt de bagvedkørende. Og kørsel i by og på landevej en evig røren med gearstangen efter det rette gear.

Hvad med økonomien?
Den fejler bestemt ikke noget. Den officielle værdi lyder på 23,8 km/l, og vi nåede 18 km/l ved blandet kørsel, så det er mere end godkendt.

Til gengæld er prisen ret høj, og Fiat kører endda kampagnepriser i øjeblikket, som er 30.000 kr. lavere end ellers.

Er den praktisk?
Ja. Kubeformen er effektiv, når det handler om at skaffe plads. Især når man som i 500 L samtidig placerer passagererne højt og opret, som sad de på køkkenstole. Trods en beskeden længde byder Fiaten på rigelig rum til familien med to eller tre børn, der sagtens kan få både badedyr og den uundværlige iPad med på ferierejsen. Bagagerummet byder også på en overraskelse: En falsk bund sørger enten for en plan læssekant eller kan skubbes ned for at øge pladsen.

Oveni kommer bagsæder, der kan forskubbes i længderetningen, et passagersæde, som kan klappes helt ned og fungere som computer-arbejdsplads eller give plads for et køleskab i bagagen.

Hvordan er førerpladsen?
Bestemt velindrettet. En attraktion er forruden, der er designet til at lukke mest mulig lys ind i kabinen. Ikke ved at trække ruden op i taget, men ved at dele forrudestolperne i to slanke i stedet for én kraftig profil. Den detalje fortjener et anerkendende 'si, si': Ikke alene giver det panoramaudsigt, det er også arrivederci til den blinde vinkel skråt fremad, der ofte plager konkurrenterne.

Er der bedre alternativer?
Ikke, hvis du er faldet for den unikke udstråling. Ellers er der en række mere harmoniske og bedre kørende familiebiler i samme størrelse.

Vi nævner i flæng Ford B-Max med skydedøre, men dog væsentligt mindre plads, Opel Meriva med cirka samme rummelighed og så den noget billigere Citroën C3 Picasso, som byder på lidt af den samme charme til kun 205.000 kr. med dieselmotor.

Læs også: Første kig på Peugeots lille rivejern

Læs også: Trækkrog kan blive meget dyr

Læs også: Her finder du den bedste brugtbil

1 af 4 Interiøret er typisk Fiat, så det kan være lidt svært at indrette sig en ordentlig kørestilling. Men kvaliteten er i orden. Aircondition er med i prisen. (Foto: Christian Schacht)
2 af 4 Bagagerummet er stort i forhold til konkurrenterne, og det er smart, at bagagerummet kan varieres i flere højder. (Foto: Christian Schacht)
3 af 4 Den er praktisk og velindrettet, men på vejen er det ikke ligefrem køreglæden, som er i centrum, og i byen er Fiat 500 L ikke specielt let at køre. (Foto: Christian Schacht)
4 af 4 Charmerende ser den ud, men den nye Fiat 500 L er også ganske kostbar i forhold til konkurrenterne, og så har den slet ikke noget med den kendte 500-model at gøre. (Foto: Christian Schacht)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere